Automatiseringsløsninger kan redde velfærdssamfundet

DEBAT: Hvis vi ikke vil vinke farvel til vores velfærdssamfund, bliver vi nødt til at fastholde og udvikle industrielle virksomheder i Danmark. Det kan kun ske ved at gøre produktionen smartere gennem automatisering og omdirigering af ressourcer til innovation, skriver Bjarne Lykke Sørensen, divisionsdirektør i Siemens.  

Af Bjarne Lykke Sørensen,
Divisionsdirektør for Digital Factory / Process Industries & Drives, Siemens

Velfærdssamfund retur
Som et lille land nordpå er Danmark især kendt for to ting: 1) Vi er et af de dyreste lande at bo og bedrive forretning i, og 2) vores velfærdssamfund.

Desværre ser fremtiden sort ud for velfærdssamfundet, hvis vi fortsætter med at flytte produktion og arbejdspladser til et billigere udland.

De store danske produktionsvirksomheder har nemlig afgørende betydning for at skabe den nødvendige finansiering af vores velfærdssamfund og sikre jobs til alle medarbejdergrupper i Danmark. Alene i Siemens har vi 3500 produktionsmedarbejdere beskæftiget, som alle bidrager til værdiskabelsen i Danmark.

Denne afindustrialisering er ikke for sjov. Et godt eksempel er England, som i de seneste år har haltet langt efter fx Tyskland, der netop har været gode til at fastholde en høj industriel produktion. I Danmark er vi også begyndt at halte efter. 

Løsningen er teknologi
Det er ikke nogen hemmelighed, at virksomheder i Danmark pålægges omkostningsniveauer af både beskatning og løn, der næppe findes højere noget andet sted i verden. Derfor må politikerne sørge for, at dette niveau først og fremmest ikke stiger – det skal helst falde.

Mindst lige så vigtigt skal virksomhederne i Danmark sørge for at gå andre veje og gøre det, vi er bedst til: innovativ teknologi.

Med vores høje uddannelsesniveau, gode tradition for samarbejde og innovative ud-af-boksen tankegang kan vi producere smartere, kvalitetsrigtigt og mere effektivt end andre.

Og disse nøgleord er netop, hvad vi rammer, når vi i Siemens tilbyder løsninger indenfor automatisering.

Ved automatisering indenfor produktion lader vi maskiner overtage de trivielle rutineopgaver, hvilket sikrer et mere effektivt og konsistent resultat. Det har samtidig den vigtige rolle, at det er muligt at nedbringe lønandelen væsentligt, hvilket kan gøre en stor forskel i Danmark.

I Siemens har vi selv nedbragt lønandele til under 5 % på mange produkter – og derfor kan vi fortsat producere i Danmark.

Automatisering sikrer arbejdspladser
For de flestes vedkommende er den næste indskydelse så at tænke, at automatiseringen eliminerer arbejdspladser. Men sagen er, at det tværtimod sikrer arbejdspladser; for alternativet er, at produktionen flyttes helt ud af Danmark. Samtidig vil teknologiens overtagelse af de trivielle rutineopgaver netop frigive flere ressourcer til innovation og videreudvikling af virksomhederne – dét vi er bedst til.

Danske produktionsvirksomheder er nogle af de hurtigste i verden til at tage ny teknologi til anvendelse, og vi skal være stolte af, at vi også er en af de førende inden for teknologiske innovationer.

Så lad være med at være bange for automatisering. Automatiseringsløsninger overtager ikke menneskeheden – de rækker hjælpende arme ud til produktionsvirksomheder og giver dem muligheden for at blive i Danmark. Det gælder for både små og store spillere. Kun sådan kan vi styrke og opretholde værdi til borger og samfund.

Forrige artikel Der er brug for flere incitamenter Der er brug for flere incitamenter Næste artikel Brosbøl: Danmarks næste eksporteventyr Brosbøl: Danmarks næste eksporteventyr