Klagenævn får ny formand

NAVNE: Pernille Christensen bliver ny formand for Natur- og Miljøklagenævnet. Hun kommer fra Beskæftigelsesministeriet.

Miljøministeriet har ansat jurist Pernille Christensen som ny formand for Natur- og Miljøklagenævnet. Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Pernille Christensen kommer fra en stilling som afdelingschef i Beskæftigelsesministeriets departement. Pernille Christensen har desuden en fortid i Indenrigsministeriet. Her startede hun som specialkonsulent i kommunalafdelingen og fortsatte som kontorchef i kommunaljuridisk center, indtil hun i 2011 blev ansat i Beskæftigelsesministeriet.

Pernille Christensen er 45 år og uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet i 1992 og er i dag stadig tilknyttet universitetet som censor på Det juridiske Fakultet.

Pernille Christensen glæder sig til at starte som formand.

"Det bliver meget spændende og sjovt at stå i spidsen for de ca. 100 mennesker, der arbejder i Natur- og Miljøklagenævnet. Jeg søgte jobbet, fordi jeg synes, det virker som den perfekte kombination af juridisk arbejde og ledelse, og det er det helt rette for mig," siger hun i pressemeddelelsen.

 

Forrige artikel Lidegaard: Fjernvarmelov skal ændres Lidegaard: Fjernvarmelov skal ændres Næste artikel Nyhedsoverblik: Lovforslag skal sikre mod jorddeponier