Rådgiver: Danmarks regering har mere travlt med at føre asylpolitik end forsvarspolitk
I lyset af den politiske udvikling i USA burde Danmark droppe sit forsvarsforbehold og tage et medansvar for at styrke et kollektivt europæisk forsvar. Men den politiske ledelse mangler at vise sit format, skriver Robert Ellis.
Af Robert Ellis
International rådgiver på RIEAS (Research Institute for European and American Studies) i Athen, kommentator på webavisen, Ahval News
Kabuls fald udgør ikke bare en tragedie for Afghanistan men også et paradigmeskifte, som kommer til at sætte sit præg på den globale udenrigspolitik i de kommende år.
Perioden efter 9/11 under George W. Bush er præget af enormt udenrigspolitisk engagement fra USA's side i Afghanistan og Irak. Tilbagetrækningen begyndte under Barack Obama, blev forstærket under Donald Trump, og denne politik ser ud til at blive fuldendt under Joe Biden.
Inden præsidentvalget udbasunerede Biden, at USA ville stå forrest i kampen for frihed og demokrati, og meddelte på sikkerhedskonferencen i München: ”USA er tilbage. Den transatlantiske alliance er tilbage.”
Men efter kapitulationen i Afghanistan er USA’s allierede stærkt i tvivl.
Præsident Biden understregede i sin tale af 31. august om USA’s tilbagetrækning, at der var klart fokus på landets grundlæggende sikkerhedspolitiske interesser. Samtidig fastholdt Biden, at menneskerettigheder kommer til udgøre kernen i USA’s udenrigspolitik.
General John Allen, tidligere øverstkommanderende for Nato og amerikanske styrker i Afghanistan, argumenterer, at der er en selvmodsigelse mellem de to mål. Desuden mener han, at mange af USA’s europæiske allierede føler sig forrådt.
Ny udenrigspolitik
Sikkerhedspolitisk er Danmarks forsvar baseret på støtte fra USA. Som udenrigsminister Jeppe Kofod (S) tidligere har forklaret: "USA er garanten for vores sikkerhed – også fremover. Den tanke, at der findes et alternativ til vores sikkerhed uden USA er naiv."
Derfor mangler Danmark at udforme en udenrigspolitik, der tager højde for de ændrede forhold, medmindre det drejer sig om at dukke nakken og lade andre tage slæbet ligesom i 30'erne. Det vil nødvendigvis indebære, at Danmark dropper sit forsvarsforbehold og tager et medansvar for at styrke et kollektivt europæisk forsvar.
Frankrigs præsident Emmanuel Macron har allerede kridtet banen op med hans opgør med den manglende koordination i Nato, som han anser for at være ’hjernedød’. I stedet for opfordrer Macron til, at Europa udvikler sin egen forsvarsdimension frem for at forblive et markedsprojekt.
Ren asylpolitik
Med den nuværende regerings sammensætning og tankesæt er sådan en forandring ikke mulig. Mens Kabul faldt, var statsministeren og forsvarsministeren mest optaget af at promovere sig selv på Facebook med koncertbilleder af en skøn aften i Odense. Under samme krise glimrede udenrigsministeren mest med sit fravær.
I den aktuelle situation, hvor Danmark har overdraget ansvaret for 23 afghanske tolke til Storbritannien, udtaler en dansk officer: "Det er ren asylpolitik og ikke forsvarspolitik, forsvarsministeren bedriver."
Konservatives udenrigsordfører Marcus Knuth er af den rette støbning, men Venstres leder Jakob Ellemann-Jensen, som tidligere var officer i Bosnien-Hercogovina, mangler fortsat at træde i karakter.
Det danske forsvar er reduceret til ’en styrelse’, og i april oplyste Trine Bramsen, at Danmark først i 2024 kan opstille en kampklar brigade med "udeståender".
Efter Operation Bøllebank i 1994 og indsatsen i Irak og Afghanistan hersker der ingen tvivl om det danske forsvars duelighed – kun om den politiske ledelse.
Venstre: Vi kan ikke lade Danmarks sikkerhed afhænge af regeringens rosenrøde håb
Pia Olsen Dyhr: Kaarsbo forfalder til ren polemik i Afghanistan-kritik
