Per Stig Møller: Her er Danmarks udenrigspolitiske udfordringer mod 2030

Af Per Stig Møller (K)
Tidligere MF, partiformand, udenrigsminister og kulturminister

Den 1. maj 2016 afsluttede Peter Taksøe-Jensen sin rapport om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det forekommer en tidsalder siden. Det blev ikke den transatlantiske Hillary Clinton, men den isolationistiske Donald Trump, der vandt valget i november, og siden er verden blevet en ganske anden. Så hvordan varetager vi nu bedst "Danmarks interesser og værdier mod 2030", som opgaven til Taksøe-Jensen lød på?

Vi må erkende, at USA stadig bør være ankeret i den vestlige, demokratiske verden, men vil landet ikke længere være det, må vi fastholde USA i så meget, vi kan, og udvikle vores og EU's evner til at kunne mere selv.

Den russiske revanchisme ligger fortsat på lur og må holdes stangen. Kinas økonomiske indflydelse med dets Belt and Road-strategi vil øges, men vi må finde en balance mellem en erkendelse af Kinas interesser og en større vagtsomhed over vores egne interesser og ikke mindst værdier.

Behovet for EU og FN
Med verdens nye og voksende økonomiske problemer efter coronaen vil befolkningstilvæksten i Afrika komme til at udgøre et stadigt stigende problem med øget illegal indvandring, som kræver et nyt og intenst økonomisk-politisk samarbejde mellem Den Afrikanske Union og EU.

De handelskrige, som Trump opererer med, gavner ikke os. Det gør hans angreb på de internationale organisationer heller ikke.

Det betyder, at vi må anstrenge os for at bevare og forny Bretton Woods-systemet og FN, så begge bedre afspejler verden af 2020 og ikke verden af 1945 og 1948.

Danmark har som lille land kun interesse i at bevare og udvikle disse globale mekanismer for at undgå kaos, konflikter og ultimativt krige.

Men Danmark kan intet på denne verdensscene alene, kun i EU, som i stedet for at falde sammen må bringes til at arbejde bedre og langt mere fremadrettet sammen. Alternativet er fælles nedgang og tab af indflydelse for alle.  

Fortsat aktivt diplomati i Mellemøsten
Som på Taksøe-Jensens tid er Mellemøsten stadig et urocenter og vil vedblive at være det. Han ville stort set opgive vores engagement her, men kriser og krige i denne region får desværre betydning for os.

Det vil stadig være afgørende, at udviklingen kommer til at gå i vores og ikke i islamisternes retning, og det vil have voldsomme virkninger, hvis det ender med en væbnet konflikt mellem Israel og Iran. Den kan komme, når Iran i tilstrækkelig grad har fået Israel indkredset af iranske lydregeringer, udviklet sin atombombe og destabiliseret Saudi-Arabien.

Derfor er et aktivt diplomati i Mellemøsten fortsat af betydning for, at vi kan gøre os håb om, at det i hvert fald ikke går i den helt forkerte retning.

Danmarks ansvar i Arktis
Taksøe-Jensen pegede med rette på den voksende betydning af Arktis, hvor vi har forsøgt at inddæmme kommende konflikter med Ilulissat-erklæringen. Den må vi fastholde i Arctic Five og Arktisk Råd, for konflikterne ulmer stadig kraftigere i området.

Vi må følgelig samtidig arbejde for at sikre rigsfællesskabet gennem en langsigtet fornyelse af det, i tæt samvirke med Grønland og Færøerne. I Arktis har Danmark et ansvar og en unik rolle, vi ikke må lade os gå af hænde.

Historien skal ikke bare gentage sig
Verden er blevet mere uforudsigelig end i 2016, men verdens magter bevæger sig tilbage til deres gamle spor nu, hvor efterkrigstidens verdensorden er i opløsning.

Disse spor førte gentagne gange til konflikter og krige, men når vi kender og forstår dem, har vi også muligheder for at øve indflydelse på dem, så historien ikke bare skal gentage sig selv, men lader sig forny.

Dét er dansk udenrigs- og sikkerhedspolitiks udfordring frem til 2030.

debat@altinget.dk