Officerer: Der venter en stor forsvarspolitisk opgave, og det haster, for patienten bløder

Selv om forsvar og sikkerhed er en afgørende forudsætning for overhovedet at tale om velfærd, så fyldte det ikke meget i valgkampen. Det er forhåbentlig mest af alt udtryk for, at der var og er en meget bred politisk opbakning bag det nationale kompromis.

I mellemtiden og indtil vi får en ny regering, står tiden imidlertid ikke stille. Krigen i Ukraine raser og danske soldater – høj som lav – er i stort omfang engageret i nationale opgaver, NATO's øgede beredskab og støtten til uddannelse af ukrainske soldater.

Forsvarets ydeevne er strakt til det yderste, og for mange soldater vælger fortsat at forlade Forsvaret. En forsigtig vurdering er, at Forsvaret i dag står et dårligere sted end ved starten af indeværende forlig.

Situationen er, som også konkluderet i Forsvarsministerens kasseeftersyn før valget, særdeles kritisk. Det kommende forlig skal bygges på et smuldrende fundament, og den altafgørende forudsætning vil være, at hullerne lukkes, og Forsvaret bliver bragt i en situation, hvor det i den skærpede konkurrence om arbejdskraften kan tiltrække og fastholde det nødvendige personel. Vel at mærke personel med de rette militære kompetencer.

Krigsførelse er i sin grundsubstans et håndværk, og Forsvarets støtte fra ministeriets styrelser forudsætter en militær forståelse, som man ikke kan læse sig til. De fleste foretrækker vel også, at det er en uddannet og trænet kirurg, der skal føre en operationskniv.

Reform af Forsvarets uddannelser

Kravene til soldaternes kompetencer er større end nogensinde og vil kun stige i fremtiden. Vi taler her om livslang læring. Den officer, der planlægger en operation, er dybt afhængig af den viden og erfaring, han eller hun fik som menig eller sergent. Man kan ikke springe niveauer over, og Forsvaret kan ikke annoncere efter en major i hele samfundet, men er helt og aldeles afhængig af egen uddannelse og intern rekruttering.

Derfor bliver en af de væsentligste politiske opgaver også igen at reformere Forsvarets uddannelser – og ikke mindst afsætte den nødvendige økonomi til det. Det var intentionen, at officerselever primært skulle rekrutteres internt, men det kræver, at gymnasiale uddannelser igen bliver adgangsgivende. Det vil også have den bonuseffekt, at ansøgerne i større omfang har den rette alder og allerede bor i garnisonsbyerne.

Det nytter heller ikke, at uddannelserne primært bliver brugt som et springbræt til jobs udenfor Forsvaret, og vilkårene, der samtidig tilbydes i Forsvaret, dagligt øger den enkeltes incitament til at forlade det.

Man er nødt til at betragte enhver uddannelse i Forsvaret som en del af jobbet – man kan ikke gennemføre en akademi- eller masteruddannelse fra et skib i Nordatlanten eller en lejr i Letland. Længerevarende uddannelser skal foregå på fuld tid og imellem jobs i Forsvaret og primært fokusere på at tilføre militære kompetencer. Aktuelt er uddannelse af økonomiske årsager desværre oftest "too little and too late".

Tilstrækkelige midler

Vigtigst af alt – men måske også politisk sværest – bliver det dog nok, at man i det kommende forlig ikke slår et større brød op, end man kan bage. De militære kapaciteter, man vil have, skal og må være robuste. Så hvor trenden historisk har været at afsætte ni mand til et timandsjob, så bør man i stedet afsætte økonomi til minimum 11 – ellers havner vi bare igen med et Forsvar, som reelt er en potemkinkulisse på et smuldret fundament nødtørftigt bemandet med Tordenskjolds soldater.

Så kære forsvarsordførere. I står overfor en stor og kompleks opgave, og det haster, for patienten bløder, og jo længere tid der går, jo længere vil genoptræningen tage. Hvis I savner faktuel viden om det store og meget komplekse forsvarsområde, I er sat i spidsen for, så tøv ikke med at række ud. Vi er mange organisationer, som kun vil Forsvaret det bedste og vil gøre vores ypperste for, at I rammer skiven i første hug – ”godt nok” er utilstrækkeligt, for ingen ønsker at blive nummer to i en krig.

{{toplink}}

debat@altinget.dk