Forskere: Ruslands invasion har gjort Grønlands vigtigste samarbejdsorgan impotent

I Grønland synes Ukrainekrigen på samme tid meget langt væk, cirka 5.000 kilometer, og mere nærværende end andre væbnede konflikter har gjort de sidste mange år.

Måske fordi en af de første dødsfald fra rigsfællesskabet var en ukrainsk flygtning fra Nuuk, som var taget tilbage til Ukraine for at kæmpe. Men også fordi trusselsbilledet har fået en anden karakter og en række arktiske samarbejdsfora er sat på pause på ubestemt tid.

Umiddelbart efter krigens start var det slående, hvor entydigt Naalakkersuisut (den grønlandske regering) bakkede op om EU's sanktionspolitik og Arktisk Råd-pausen.

Selvom fiskerieksporten – Grønlands i særklasse vigtigste eksporterhverv – til Rusland er betydeligt mindre end Færøernes, har eksporten af fisk til Rusland dog været betydelig. Både for Færøerne og Grønland er udenrigspolitikken knyttet tæt op på handelspolitik, og derfor kunne man godt have forudset en mere afventende position på grund af dilemmaer og gråzoner mellem kommerciel handelspolitik og sikkerhedspolitik.

{{toplink}}

Der var midlertidig usikkerhed om nogle af de private aktørers stilling, hvad angår kvoteaftaler med, og eksport til, Rusland samt logistiske og økonomiske udfordringer forbundet med fabrikker i Ukraine eller Rusland – for eksempel Polar Seafood. Men Naalakkersuisut bakkede utvetydigt op om sanktioner og slog samtidig fast, at man entydigt så sig som en del af den vestlige alliance. 

Arktisk Råd

Pausen i Arktisk Råd og paraplyen af samarbejder i rådets arbejdsgrupper og relaterede fora, som blev vedtaget af de andre 'ligesindede syv' (Canada, Finland, Island, Kongeriget DK, Norge, Sverige og USA) primo marts 2022, er umiddelbart den største politiske udfordring for Grønland.

I forhold til at have en international stemme samt dialog med de øvrige arktiske stater er Arktisk Råd klart den vigtigste internationale organisation for Grønland. Diskussionen om det fremtidige samarbejde i Arktisk Råd er det helt dominerende tema. Flere internationale stemmer advokerer for, at et fortsat politisk samarbejde kun er realiserbart blandt de syv øvrige medlemmer.

I modsætning til det synspunkt, har Grønland hurtigere og tydeligere end flere andre arktiske aktører signaleret, at et Arktisk Råd uden Rusland er utænkeligt på sigt.

Udenrigsdepartementet i Nuuk var løbende med til at identificere de godt 80 projekter uden russisk involvering, der kunne fortsætte i de forskellige arbejdsgrupper under Arktisk Råd, og dermed bidraget til at rådets arbejde kan køre videre.

Man kan ikke opsætte en tidshorisont for hvornår, hvor meget og hvordan et samarbejde kan genoptages med Rusland, men det er et udtalt ønske, som både grønlandske topembedsmænd og politikere løbende har gentaget, senest ved en EU-konference tidligere på måneden i Nuuk. 

De arktiske oprindelige folk

Et særligt problem relateret til Arktisk Råd er samarbejdet mellem de arktiske oprindelige folk. ICC (Inuit Circumpolar Council) er en af de permanente deltagere og medinitiativtagere til rådet i 1990'erne.

De deltager løbende i diskussioner om den svære balancegang mellem pause og samarbejde med Rusland og rådets overlevelse på sigt – for eksempel overgangen fra russisk til norsk formandskab til maj.

En af de andre permanente deltager i Arktisk Råd, RAIPON (Russian Association of Indigenous Peoples of the North) har igennem Putin-tro adfærd og udmeldinger vanskeliggjort samarbejde med andre oprindelig folk-grupperinger, både på kort og længere sigt.

Kommunikation og koordination med Inuit i Tjukotka i russisk Arktis har været udfordret med mindelser tilbage til Den Kolde Krig, lyder det fra ICC, som for tiden ledes af den grønlandske afdeling. ICC har kontor i henholdsvis Alaska, Canada, Grønland og Tjukotka.     

Arktisk exceptionalisme

Muligheden for et fremtidigt samarbejde med Rusland indrammes af en lang diskussion om det, der kaldes arktisk exceptionalisme: Altså at Arktis er en særlig region, hvor lande godt kan samarbejde og holde fred, selvom de truer hinanden andre steder i verden.

Første større udfordring til den idé kom med annekteringen af Krim i 2014, men Arktisk Råd overlevede dér. Nu ser det ud til, at det bliver vanskeligere at holde verdens konflikter ude af det arktiske samarbejde. Og under alle omstændigheder rammer Ukrainekrigen ned i en russisk og nordamerikansk militær oprustning i Arktis, som var godt i gang før februar 2022.  

Oprustning

Nato har internt diskuteret, om man bør spille en større formel rolle i Arktis, men det er endnu ikke resulteret i konkrete styrkemål for regionen. Nato er de senere år ligeledes blevet diskuteret hyppigere i Grønland – for eksempel i forbindelse med folketingsvalget i efteråret.

Diskussionerne vedrørende Nato har sporadisk poppet op og er således ikke direkte affødt af Ukraine-invasionen, men sikkerhedspolitik, og den ofte svære balancegang mellem forskellige stormagter, er blevet mere konkret og nærværende i Grønland. 

{{toplink}}

Den fælles amerikanske og canadiske militærkommando NORAD (North American Aerospace Defence Command) lancererede en ny ambitiøs strategi i 2021, men efter Ukraine-invasionen kom de store bevillinger fra Canadisk side med foreløbigt 40 milliarder dollars bevilget over de næste 20 år.

Det kommer sandsynligvis til at påvirke Forsvarets tilstedeværelse i Grønland. Og her er det interessant at lægge mærke til det skift, der er sket i Naalakkersuisuts forsvarspolitiske udmeldinger: fra afvisning af den arktiske kapacitetspakke og øget militær tilstedeværelse i Grønland i foråret 2021 til nu, hvor Grønlands Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt 12. februar udtalte til avisen Sermitsiaq: ”Så ja, Grønland skal være forberedt på at lægge yderligere jord til militære aktiviteter.”  

debat@altinget.dk