Den uge, hvor Europas blodige historie pludselig blev til nutid igen

Chokbølger, sanktioner og udsigten til både energikrise og flygtningekrise i Europa følger i kølvandet på Putins krig mod Ukraine. Efter en hård uge guider Altingets Thomas Lauritzen og Rikke Albrechtsen dig gennem de internationale krisemøder i Bruxelles.

”Vi lever i en mere usikker verden nu.”

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S), da det torsdag eftermiddag stod endegyldigt klart, at den russiske hær er i gang med en total invasion af Ukraine.

”Krig kommer med en pris – men i vores øjne er der ikke nogen vej uden om: vi skal svare meget direkte og konkret på den aggression, der sker,” sagde hun.

Statsministeren lagde ikke skjul på de historiske konsekvenser af det angreb, som Ruslands præsident i denne uge beordrede på trods af alle de europæiske og amerikanske forsøg på at tale ham fra det.

Der er krig i hjertet af Europa, og det bliver dyrt og smertefuldt for både Ukraine, Rusland og alle os andre, som EU-redaktør Rikke Albrechtsen siger i den nye udgave af Altingets europæiske podcast fra Bruxelles.

”Vi ser en form for nyt jerntæppe gå ned mellem Rusland og resten af Europa. Og det får jo nogle kæmpemæssige omkostninger,” siger Albrechtsen:

”Det er lidt interessant, at vi på den her måde er blevet taget med bukserne nede. For der er jo ikke nogen tvivl om, at vi er blevet advaret undervejs. Der har været masser af tegn på, at Putin havde sine helt egne planer med Ukraine og en helt anden verdensopfattelse end os andre.”

Sammen med podcastvært Thomas Lauritzen guider hun dig gennem de seneste dages hektiske hækkeløb af krisemøder i EU og Nato, hvor Vestens ledere har arbejdet intenst med reaktioner, sanktioner og forberedelser på en ny verdensorden.

Eller måske i virkeligheden en form for tilbagevenden til en gammel, som Lauritzen siger i podcasten:

”Velkommen til ugen, hvor Vladimir Putin gav ordre til at indtage et fredeligt land i Europa, og hvor selveste den kolde krig trådte ud af historiebøgerne og direkte ind i vores nutid.”

Forrige artikel Rusland invaderer Ukraine – hvad sker der nu? Rusland invaderer Ukraine – hvad sker der nu? Næste artikel Panserværnsraketter, følelsesladede taler og lukkede russiske medier: Her er krigens mange våben Panserværnsraketter, følelsesladede taler og lukkede russiske medier: Her er krigens mange våben