EVA: Fornuftigt at holde øje med afkastet af uddannelsesinvesteringer

Af Linda Nielsen
Professor og bestyrelsesformand, Danmarks Evalueringsinstitut

I Danmark investerer vi mange skattekroner i vores uddannelsessystem. Ser vi alene på de videregående uddannelser, investerer samfundet hvert år omkring 30 milliarder kroner i taxameterbevillinger og SU.

Jeg bruger helt bevidst ordet ”investerer”. Udgifterne til undervisning og uddannelse er netop ikke bare udgifter, men derimod vigtige investeringer i vores fremtid: Et højt uddannelsesniveau fremmer vækst og generel samfundsudvikling, samtidig med at det styrker livsmulighederne for den enkelte.

Evalueringer er kun rimeligt
Med betydelige investeringer følger et stort ansvar for at forvalte de fælles midler, så de kommer såvel fællesskabet som den enkelte mest muligt til gavn. Derfor er det kun naturligt, at samfundet – det vil sige regeringen og Folketinget – løbende holder øje med, om investeringerne giver det ønskede afkast.

Dette gælder selvfølgelig også for de skattekroner, der investeres i det danske uddannelsessystem. Evaluering og andre former for kvalitetssikring er dog stadig emner, der kan få mange op af stolen, og det sker da også, at kvalitetssikring bliver slået i hartkorn med bureaukrati, når bølgerne går højt i uddannelsesdebatten.

I Danmark har vi et system til kvalitetssikring af de videregående uddannelser, hvor Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) og Danmarks Akkrediteringsinstitution (AI) spiller centrale roller. Arbejdsfordelingen mellem de to institutioner er klar: Danmarks Akkrediteringsinstitution har ansvaret for akkreditering af de enkelte uddannelsesinstitutioner og af deres uddannelser, mens EVA laver tværgående evalueringer og analyser, der bidrager til at forstå og løse problemstillinger, som går på tværs af de videregående uddannelser. EVA og AI har hver sin klart definerede rolle og et formål, der er beskrevet tydeligt i lovgrundlaget.  

Fælles problemstillinger i sektoren
Mange af de problemstillinger og udviklingstendenser, som præger det videregående uddannelsesområde, er ikke knyttet til de enkelte uddannelser eller institutioner. De videregående uddannelsesinstitutioner står nemlig over for de samme store opgaver, for eksempel bekæmpelse af frafald, udvikling af effektive optagelsesprocedurer, fornyelse af pædagogiske metoder og styrkelse af de studerendes erhvervsrettede kompetencer.

Her er et tværgående perspektiv helt afgørende for at få belyst ’knuderne’ i vores uddannelsessystem, herunder at inddrage internationale erfaringer og sikre, at viden og løsninger bliver delt mellem nogle af Danmarks største uddannelsesinstitutioner.

Det gør EVA for eksempel, når man faktabaserer kommende beslutninger om forandring af optagelsessystemet til de videregående uddannelser. Det er en opgave, som ikke meningsfuldt kan løses af det enkelte universitet, professionshøjskole eller erhvervsakademi, for det kræver et uafhængigt blik på det samlede optagelsessystem, herunder sammenhængen til ungdomsuddannelserne.

Kvalitetssikring er ikke bureaukrati
For nyligt meldte Københavns Universitets rektorat fem forslag til afbureaukratisering af universitetssektoren ud. Jeg er helt enig i, at universiteter og andre videregående uddannelsesinstitutioner har brug for fleksible rammer, der sikrer manøvrerum til at løse kerneopgaverne på den mest hensigtsmæssige måde.

Vi skal ikke skal have regler og bureaukrati for reglernes og bureaukraternes skyld. Med det sagt vil jeg dog understrege, at det er helt misforstået at placere systemet til kvalitetssikring af de videregående uddannelser under den hat, der hedder ”bureaukrati”.

Set fra et samfundsperspektiv er det sund fornuft og helt rimeligt, at der bliver holdt godt øje med afkastet af mange milliarder videregående uddannelseskroner. Og når kvalitetssikringsaktørernes roller samtidigt er tydeligt afgrænsede og tæt koordinerede, er det svært at se, hvad der er at komme efter.

Udover måske en drøm om helt at undgå at blive kigget i kortene? 

debat@altinget.dk