Vores uddannelser skal tiltrække unge fra alle grupper og dele af landet

Af Sofie Carsten Nielsen
Uddannelses- og Forskningsminister 

Det stærke ved det danske velfærdssamfund er, at vi er frie til at vælge vores egen vej i livet. Det er ikke min pengepung, som afgør, om mine sønner kan blive økonomer eller lærere. Vores børn kan vælge lige den uddannelse og den levevej, som de drømmer om. Så længe de har evnerne og lysten, kan de blive, hvad de vil.

Vi har fri og lige adgang til uddannelse i Danmark. Alligevel er der for stor forskel på, hvor mange der får en videregående uddannelse alt efter, hvor i landet de kommer fra, og hvilken baggrund deres forældre har. I Rungsted Kyst søgte hver tredje ind på en videregående uddannelse i år. I Hanstholm var det kun 3 procent. Noget siger mig, at alt for mange ikke får udnyttet deres talent. Noget siger mig, at den sociale arv stadig vejer tungt i det land, som har ry for at have verdens bedste velfærdssamfund med lige muligheder til alle.

Derfor har vi en kæmpe opgave i at få brudt de sociale mønstre på de videregående uddannelser. Alle, der har talent og motivation til det, skal have mulighed for at tage en uddannelse, så de kan udvikle, bruge og udfolde deres talent. Det er ikke nok, at mulighederne for at tage en uddannelse er der på papiret. Det skal også fungere i praksis.

Ikke et spørgsmål om socialpolitik
Når jeg vil have flere mønsterbrydere på de videregående uddannelser, så handler det ikke om socialpolitik, som nogen måske vil påstå. Vi skal ikke sænke barren til uddannelserne, og uddannelsesinstitutionerne skal ikke være sociale institutioner. Det handler først og fremmest om, at vi ikke får fat i alle talenter i dag, og vi har som samfund ikke råd til at gå glip af talenter. Og så handler det om, at vi skal bryde de sociale mønstre i uddannelsessystemet, så flere unge oplever at have flere muligheder, uanset deres sociale eller kulturelle baggrund.

Spørgsmålet er så, hvad der skal til for, at alle unge får mulighed for at indfri deres fulde potentiale. Som den første minister nogensinde har jeg gennem udviklingskontrakterne forpligtet uddannelsesinstitutionerne til at gøre en aktiv indsats for at tiltrække unge fra hjem uden tradition for uddannelse. Men jeg tror, at der skal mere til, hvis missionen skal lykkes. Der skal sættes ind flere steder.

Mange gode initiativer
I sidste uge tog jeg hul på en rundtur, hvor jeg besøger ungdomsuddannelser og videregående uddannelsesinstitutioner rundt om i landet. Turen skal give mig ideer til, hvordan vi får uddannelser, som tiltrækker unge fra alle grupper og dele af landet. Jeg har allerede set flere gode initiativer. For bare at nævne nogle, er der e-læring, som kan være vejen frem for hende, der har etableret familie, og som bor langt væk fra drømmeuddannelsen og ikke har mulighed for at flytte. Der er mentorordninger og studiecafeer, som kan gøre det lettere for mønsterbrydere at gennemføre en uddannelse og passe et arbejde, fordi de kan hjælpe og støtte hinanden i et nyt og ukendt miljø – en støtte, de måske ikke naturligt har hjemmefra.

Måske er det den slags tiltag, vi skal have flere af over hele landet. Vi skal gøre vejen til en uddannelse lettere for dem, som kan blive den første faglærte eller akademiker i familien. Det må ikke være postnummeret eller forældrenes baggrund, som afgør, om unge får brugt deres talent. Det skal vi rette op på. Turen i sidste uge var kun en begyndelse. Nu skal jeg på flere besøg rundt i Danmark, og jeg glæder mig til at få forslag med hjem. Jeg er lydhør over for alle gode ideer.

debat@altinget.dk