Videnskabernes Selskab: Dansk akademia har en række skavanker, der svækker forskningen

Videnskab har altid været en konkurrencepræget disciplin. Det er godt med konkurrence, men der er tegn på, at der med de seneste årtiers forandringer har udviklet sig en hyper-konkurrence, der truer grundlæggende vilkår for at bedrive god videnskab.

Her skal blot nævnes tre udviklinger, der er væsentlige for, at tiden er kommet til foretagelsen af en samlet vurdering af videnskabens vilkår i Danmark:

For det første er der ændringen af universitetsloven (ledelsesreformen) fra 2003, som blandt andet indførte ansatte frem for valgte ledere. Der var brug for en reform af universitetsloven tilbage i 2003, men flere elementer af den meget store ændring af måden at lede universiteterne på har bidraget til uhensigtsmæssigheder på flere niveauer.

Foruden utryghed i ansættelserne kan nævnes, at ledelserne ser ud til i højere grad at have fokus på hjemtag af forskningsmidler og universitetsranglister frem for den akademiske og faglige ledelse.

Samtidig er universiteterne i stigende grad blevet pålagt øgede administrative krav, som igen lægger pres på såvel ledelsen og de faglige miljøers handlerum.

Færre basismidler, mere konkurrence

For det andet har vi i samme periode set en stor forskydning af måden, universiteterne finansieres på.

Vi er gået fra, at de primært fik deres bevillinger via de såkaldte basismidler fra finansloven, til, at vi nu nærmer os, at 50 procent af midlerne til universiteterne i dag kommer fra konkurrenceudsatte midler.

De konkurrenceudsatte midler er et gode. Men hvis de ikke dækker de faktiske omkostninger ved at udføre forskningen, bindes basismidlerne til de områder, der tilgodeses. Og det er til skade for de forskningsområder, der ikke udbydes eksterne midler inden for.

En anden konsekvens er, at de konkurrenceudsatte midler, der typisk søges af de enkelte forskere, i stigende grad er nødvendige. Både for at få en fast stilling, men også for at kunne beholde den på sigt. Særligt det sidste er noget relativt nyt. I stigende grad skal fastansatte forskere i dag søge eksterne midler til egen løn.

Forskydningen i balancen mellem basis- og konkurrenceudsatte midler har desuden været med til at skubbe på en udvikling mod en stadig større andel af midlertidigt ansatte forskere. Nogle taler endda om forskningsproletariatet, der er i konkurrence om de relativt få faste stillinger.

Kvantitet eller kvalitet?

For det tredje er der kommet et større fokus på at måle og vurdere forskning ud fra kvantitative metoder. Det har ligeledes bidraget til at synliggøre og belønne en bestemt form for præstation inden for videnskaben; nemlig at producere og få udgivet så meget som muligt.

Udviklingerne betyder, at vilkårene for at lave god forskning i dag er svækket. Den konstante konkurrence og usikkerhed i ansættelsen kan lede til mindre risikovillighed og originalitet i forskningen. Kvaliteter som ellers er helt afgørende ingredienser for videnskabelige gennembrud og for de erkendelser, der skal være med til at forme fremtidens Danmark.

Det var anbefalinger fra en forskningskommission, der i 2001 markerede startskuddet til den reformbølge, som på godt og ondt formede de vilkår, videnskaben nu arbejder under.

Overordnet står Danmark meget stærkere i den internationale forskning i dag end for 20 år siden. Men der er stigende tegn på, at den position er under pres. Blandt andet kan vi se en vigende tendens i dansk forsknings internationale gennemslagskraft (målt på citationer af videnskabelige artikler), som dog mangler at blive undersøgt nærmere.

Behov for en reform

Forskningskommissionens betænkning fra 2001 blev efterfulgt af en bred debat og indspil fra universiteter, arbejdsmarkedsorganisationer, forskningsråd og industri.

Lad os igen få en dialog mellem alle relevante aktører, herunder også civilsamfundsaktører, om, hvordan vi samlet set bedst understøtter dansk forskning i årene fremover. Det er vigtigt, at denne debat ikke får et for snævert fokus.

Som fremhævet er der netop udfordringer, der er så generelle og tværgående, at de ikke løses ved alene at undersøge vilkår for forskningsfrihed.

{{toplink}}

debat@altinget.dk