V-borgmester til rød blok: Jo, ledige akademikere er faktisk et problem

Af Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigeles- og integrationsborgmester, København

De røde partier i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (EL, SF og S) har tilsyneladende fået nervøse trækninger ved at læse mit indlæg her i Altinget ”Sådan får vi akademikerne ud af jobkøen”, hvor jeg skitserer mulige veje til at få flere akademikere og dimittender hurtigt i arbejde.

De frygter især, at jeg ved at fokusere på dimittendledigheden glemmer de langtidsledige.

Jeg kan heldigvis berolige partierne med, at vi i Danmarks største beskæftigelsesforvaltning sagtens kan holde fokus på flere ting på samme tid. Og at vi for længst er gået i gang med en række lovende tiltag målrettet dem, der har været væk fra arbejdsmarkedet længst tid.

Ikke mindst er vi i fuld gang med indsatsen ”Flere skal med”, hvor vi for 64 millioner kroner forsøger at hjælpe 4.000 kontanthjælpsmodtagere tilbage i job med en intensiv håndholdt jobindsats.

For hvis det var sådan, at vi kun måtte have høje ambitioner for én gruppe af ledige af gangen, ville det blive en meget usammenhængende jobindsats, vi samlet set ville levere. Og det ville i hvert fald ikke være den visionære beskæftigelsespolitik, København har brug for nu og her.

I det hele taget kan jeg læse mig til, at de ideologiske automatreaktioner har været meget tastaturnære for politikerne, mens de har læst sig forbi ord som nytteindsats og dimittendsats.

Dimmentendledighed ER et problem
Og lad mig slå fast – det her handler ikke om, at ledige skal straffes. Tværtimod. Det handler om, at vi skylder vores 6.000 ledige akademikere – dimittender såvel som dem, der har været ledige i længere tid – at gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe dem i job hurtigst muligt.

Det er godt for dem selv, og det er godt for byen, for det er en ond spiral at hænge fast på offentlige ydelser. Og når vi selv i en buldrende opgangstid har 6.000 dygtige akademikere stående i jobkøen, så har vi et problem, vi ikke har råd til at negligere.

Jeg køber heller ikke præmissen om, at dimittendledigheden ikke skulle være et problem. Det giver sig selv, at jo længere tid man går ledig, jo sværere bliver det at få fodfæste på arbejdsmarkedet, så selvfølgelig gælder det om at tage skridtet ind i arbejdslivet hurtigst muligt.

Dét skal vi hjælpe de unge med – ved at tilbyde en sammenhængende og ambitiøs jobindsats, som strækker sig helt, fra de unge begynder studierne, til de er færdige og skal ud og have deres job.

Vi vil jo det samme
Vi skal have et endnu mere målrettet beskæftigelsesfokus på universiteterne med blandt andet erhvervspraktikker, vi skal lære de unge, hvordan de kan bruge deres kompetencer i såvel det offentlige og private, og vi skal generelt have et tættere samarbejde på tværs af kommunerne og med det private erhvervsliv. På den måde kan vi forhåbentlig skabe en kultur, hvor de unge er klar til at omfavne og indtage jobmarkedet, så snart de er færdige.

Jeg kan til gengæld også i indlægget læse, at politikerne har en masse konstruktive forslag til, hvordan vi kan gøre endnu mere for de ledige. Blandt andet ved at styrke iværksætterindsatsen og hjælpe endnu flere med at turde tage springet.

Dét og meget andet skal vi selvfølgelig kigge nærmere på i vores fælles udvalg, hvor vi heldigvis er enige om det meste og sammen vedtager masser af konstruktiv og brugbar politik. For når alt kommer til alt, så har vi på trods af forskellige partifarver det samme grundlæggende ønske:

I København skal vi have flere akademikere til at blive en del af arbejdsmarkedet i stedet for jobkøen. Det vinder alle ved.

debat@altinget.dk