Studerende i replik: Det er sygt at sige, at fuldtidsstuderende er pacificerede

Claes Kirkebys kommentar er ikke blot en hån til studerende, der læser på fuld tid og derfor modtager SU, men også de studerende, der i tillæg arbejder for at få økonomien til at løbe rundt. Vi skal bevare SU’en, skriver Malthe Bækbo Vestergaard. 

Af Malthe Bækbo Vestergaard
Historiestuderene og formand, DM Studerende

I en kommentar fra maj i Altinget Forskning, påstod min jævnaldrende studerende Claes Kirkeby Theilgaard, at "unge er pacificeret på overførelsesindkomster" og at SU'en egentlig burde afskaffes helt 

Jeg blev provokeret af kommentaren, hvilket nok også var meningen, så kudos til skribenten. Normalt ville jeg bare æde sådan en kommentar, klappe en hest og tænke, at der jo også skal være plads til dem med de lidt skøre holdninger.  

Men sådan kan man ikke altid tænke og nogle gange er der behov for at stå en kamp for noget, som er indlysende godt for vores samfund.  

Så nu vil jeg, en ung nasserøv med en krævementalitet af en kommende akademiker fra middelklassen, tage SU'en i forsvar og gå så langt, som at kalde den, det vigtigste vi som samfund kan tilbyde vores kommende generationer.  

Ikke en personlig økonomisk investering 

For nej, vi burde ikke afskaffe SU'en. Den er en grundsten i vores samfundskontrakt og en af de mest centrale elementer i velfærdsstaten. Den skaber lighed og gode muligheder for alle – uanset fra hvilken baggrund du kommer fra. 

Det at tage en uddannelse er ikke en personlig økonomisk investering. Men en investering vi som samfund tager i vores unge mennesker.  

Det har en stor værdi, fordi vi som samfund har brug for folk med gode uddannelser. Når det er samfundet, der vælger at bære denne udgift på skulderne, sikrer vi, at flest muligt og mennesker fra alle sociale lag, rent faktisk får en god uddannelse.  

Jeg er studerende, det er det, der er min primære opgave i denne del af mit liv. Men det betyder jo ikke, at jeg bare er pacificeret og ikke er en del af arbejdsmarkedet eller for den skyld bare feder den af, med mine såkaldte cafépenge?  

Det er sygt at sige, at unge mennesker har en krævementalitet, fordi de vælger at være fuldtidsstuderende og derfor modtager SU. Det er faktisk en hån til dem, der er indskrevet på et fuldtidsstudie og samtidigt arbejder 17 timer ved siden af, for at kunne få økonomien til at løbe rundt.  

Værd at bevare

Det er som om, at skribenten har glemt hele idéen med "…statens fangearme…"  

Det er disse fangearme, der forhåbentligt skal fange os alle, og ikke kun de rige og dem med dyre forsikringer, fra usselsskabens dybe hul, når vi på forskellige tidspunkter i livet, har brug for hjælp. Når vi er helt små, helt gamle, står uden job, bliver syge, fyret eller bare gerne vil have en uddannelse.  

Kære Claes Kirkeby Theilgaard. Nej, vi skal ikke afskaffe SU'en. 

For SU'en og andre af velfærdsstatens programmer, er smukke eksempler på, hvordan vi som samfund investerer i hinanden og løfter samfundet op i flok. Det er værd af bevare.  

{{toplink}}

Forrige artikel Forskningsleder: Professionshøjskolernes forskning og udvikling kræver en bredere forståelse af viden og anvendelse Forskningsleder: Professionshøjskolernes forskning og udvikling kræver en bredere forståelse af viden og anvendelse Næste artikel Akademikerne: Arbejdsgiverne er medansvarlige for erhvervskandidatens succes Akademikerne: Arbejdsgiverne er medansvarlige for erhvervskandidatens succes