Skal vi studerende skabe den sociale mobilitet helt selv?

Af Jakob L. Ruggaard
Formand for Danske Studerendes Fællesråd

Debatten om social mobilitet i uddannelserne er langt om længe vendt tilbage, efter i mange år at have været nærmest glemt. Den har været savnet blandt os studerende, fordi der set fra vores studiepladser stadig er utroligt langt til et reelt lige uddannelsessystem. Der er der stadig alt for stor forskel på, hvor meget uddannelse man kan forvente at gennemføre, og det er stadig i alt for høj grad den familie, man er opvokset med, der er adgangsbilletten til f.eks. at få en universitetsuddannelse.

Som flere andre har påpeget, så handler den sociale mobilitet ikke kun om universitetet, men handler om en bred indsats i hele vores uddannelses- og omsorgssystem. Men det betyder ikke, at der ikke kan gøres noget på universitet, og faktisk så mener jeg, at universiteter har et stort socialt ansvar, som de i lang tid ikke har løftet.

Studerende står alene med ansvaret
På trods af tomgang og manglende opmærksomhed på rektoratsgangen og hos politikerne, så bliver der dog heldigvis gjort en stor indsats for at skabe social mobilitet på universiteterne. Den kommer bare ikke fra politikere og ledelser, men fra vi studerende selv. Overalt i Danmark knokler vi nemlig for selv at skabe strukturer, foreninger, studiemiljø og studiekultur, der ligestiller unge på uddannelserne. Mens politikere og ledelser i stor stil har vendt det blinde øje til og fokuseret på internationale rankings, effektiviseringer og prestigeprojekter, har seje, engagerede studerende ude på uddannelserne arbejdet hårdt for at skabe progressive uddannelser med socialt ansvar. Initiativer, der tager vores nye medstuderende seriøst og sørger for en god velkomst for dem i et system, der ellers kan virke fremmedgørende, og som ofte overlader studerende til sig selv i et væld af usynlige kulturer, usagte koder og regler.

Derudover er vores uddannelser endda også præget af, at et overdrevet fokus på præstationer, karakterer og CV'et fra dag ét skaber en konkurrencepræget kultur, hvor de, der har brug for tid til at finde deres egne ben, nemt risikerer at blive hægtet af fra starten.

Usynlig og forstenet universitær kultur kombineret med en individuel og konkurrencepræget studiekultur er den sociale mobilitets hovedfjende. Derfor er det her, vi studerende gennem årtier har sat ind. Velforberedte og veltilrettelagte introforløb på landets universiteter sikrer, at man får muligheden for at lære alle de usynlige koder, inden man begynder på uddannelsen. Ja det handler også om fest (og ofte øl), men i allerhøjeste grad også om, at et hav af frivillige studerende lærer fra sig, hvordan man går på universitetet.

På mange uddannelser har studerende helt frivilligt og på eget initiativ oprettet mentorordninger, hvor ældre studerende giver faglig vejledning og løbende sparring til yngre studerende, så de ikke skal sidde og slås med de svære tekster helt alene. Faglige udflugter, læsekredse og lektiecaféer (ja de er også på universitetet) er andre eksempler på, hvad seje engagerede studerende gør helt frivilligt hver dag for at styrke den sociale mobilitet.

Så kære politikere og kære universiteter: Velkommen til debatten om socialt ansvarlige uddannelser! Her er nok at tage fat på. For mens jeg på den ene side er utroligt stolt over den indsats, studerende selv lægger for at fremme den sociale mobilitet, så synes jeg samtidig man må konstatere, at vi i alt for lang tid har stået alene med dagsordenen. Men der er behov for fælles handling.

Et spørgsmål om prioritering
Hvis vi vil skabe reelle lige muligheder for alle i vores samfund gennem uddannelserne, så skal der målrettet politisk handling bag ordene fra både rektorer og politikere. Social mobilitet på uddannelserne handler nemlig om en aktiv prioritering af at modernisere selve undervisningen på universiteterne. Det drejer sig om pædagogiske kompetencer hos underviserne, holdtimer, med tid til debat frem for fremmedgørende masseforelæsninger, tid og råd til faglig vejledning og feedback på opgaver og meget mere.

Universitetet må aldrig blive et sted, hvor man går ind af porten og så er overladt til sig selv. Vi skal lære i fællesskab og under kyndig vejledning og i kritisk dialog med det universitet, vi går på. Det kræver en markant opprioritering af de studerende på uddannelserne, og det kræver, at politikerne ikke begrænser adgangen yderligere, men til gengæld skaber rammerne om socialt ansvarlige universiteter, hvor vi kan blive klogere sammen.

Vi har som studerende taget de første skridt, men vi kan ikke gå hele vejen selv. Derfor forventer jeg og glæder mig meget til at se en endelig finanslov og nogle udviklingskontrakter med ambitiøse indsatser, der trækker universiteterne i en mere socialt ansvarlig og lige retning. Indtil da vil vi studerende arbejde, alt hvad vi kan for at skabe lige muligheder for alle, også på universitetet. 

debat@altinget.dk