Sahl-Madsen vil have enklere finansieringssystem

FINANSIERINGSREFORM: Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) vil arbejde for et mere enkelt system til finansiering af universiteterne. Hun ønsker resultatkontrakter, men kun hvis andre økonomiske styringsinstrumenter samtidig afskaffes.

"Det er min meget klare ambition, at vi skal gøre hele systemet mere enkelt. Hvis vi indfører nye økonomiske styringsredskaber, så er der nogle andre, der skal udgå. Der er en klar efterspørgsel efter et mere enkelt system, og det vil jeg meget gerne imødekomme," siger Charlotte Sahl-Madsen.

Men hun vil endnu ikke sætte navn på, hvilke styringsinstrumenter der eventuelt skal udgå for at gøre plads til at koble økonomi på universiteternes udviklingskontrakter, sådan som både regeringen og Socialdemokraterne har udtrykt ønske om.

Videnskabsministeren lægger til gengæld ikke skjul på, at det er hendes ønske at indføre resultatkontrakter, hvor universiteternes bevillinger er afhængige af, om de opfylder målsætningerne i kontrakten.

Login