Professorer: Forskerne skal med på råd for at skabe universiteter i verdensklasse

Lederen af Danmarks største universitet har i flere medier været ude og male et rosenrødt billede af universitetsloven fra 2003, og hvordan den påvirker styringen af de danske universiteter.

Ifølge Henrik Caspar Wegener, rektor ved Københavns Universitet, har de danske universiteter aldrig haft det bedre, og selvom der måske er enkelte bump på vejen, så er der i hvert fald ikke noget galt med ledelsen.

Tværtimod: Hvis der går for meget demokrati i processerne, så sander de til, må vi forstå.

”Vi skal strække os langt for at lytte til ønsker fra forskere og studerende. De er universitetet. Men kasseapparatet skal også stemme,” skriver Wegener blandt andet i en kronik i Politiken.

Men der er noget helt galt med det billede.

Universitetsloven kan ikke tage æren for fremdrift

I Videnskabernes Selskab repræsenterer vi danske forskere på tværs af fag og universiteter. Her vil vi sætte fingeren på nogle af de punkter, hvor det halter med styreformen på universiteterne – og hvordan dette skader dansk forskning.

Først vil vi påpege, at selvom det er gået godt med dansk forskning, siden den nuværende universitetslov blev indført i 2003, så kan loven ikke tage æren for det.

Allerede i starten af 1990’erne begyndte det at gå fremad for dansk forskning. I årene før dette fik vi en ph.d.-reform, Danmarks Grundforskningsfond blev oprettet og med globaliseringsmidler og en række andre tiltag styrkede man fra politisk side universiteterne betydeligt i disse år.

Alle sådanne tiltag tager årevis – ja, nogle gange årtier – om at slå igennem. Derfor skal vi også have det lange lys på, når vi ser på årsag og virkning.

De ansatte skal have reel indflydelse på beslutninger

Faktisk ser vi netop i disse år en stagnation og i visse tilfælde et fald i centrale nøgletal for universiteterne.

Samtidig viser undersøgelser fra Dansk Magisterforening, at 25 procent af forskerne ikke stoler på ledelsen, og at 44 procent føler de ikke involveres i beslutninger om forandringer. Mange forskere opfatter det som urealistisk at påvirke det stadig større ledelsesmaskineri, i værste fald fordi det er uklogt at komme på tværs af det.

Et succesfyldt og attraktivt universitet er kendetegnet ved at de, som leder, og de som skaber forskningen og leverer undervisningen, har samme mål og værdier.

Det kræver en styringsmodel, hvor de ansatte har reel indflydelse på de beslutninger, der tages. Det er ikke nok, at lederen tilbyder at lytte.

Forstå os ret: Vi ønsker os ikke tilbage til gamle dage. Der var problemer i den gamle styringsform. Men ved indførelsen af universitetsloven fra 2003 var der tale om en dramatisk omlægning, hvor der blev drejet på stort set alle knapper på én gang. Det er derfor svært at vurdere, hvad der fungerer godt, og hvad der kan forbedres.

Behov for et grundigt eftersyn

En central del af universitetsloven var at ledere gik fra at være valgt af medarbejderne til at blive udpeget oppefra. Der er nu, næsten 20 år senere, brug for et grundigt eftersyn af den enstrengede ledelsesstruktur på universiteterne – og dermed også en revision af dele af den universitetslov, som Wegener holder så meget af.

Og for dem, som tror, at vi i Danmark altid er længst fremme, når det gælder demokrati og medindflydelse på egne vilkår, så må vi sige: Tro om igen.

I andre vestlige lande, som ligger i den forskningsmæssige superliga, som Schweiz, Holland og USA har forskerne langt mere indflydelse på de beslutninger, der træffes på universiteterne. For eksempel når det gælder ansættelser og økonomiske beslutninger på det enkelte institut.

Derfor kom Videnskabernes Selskab i Forskningspolitisk hvidbog 2021 med en række anbefalinger til justering af ledelsen på universiteterne.

Vi foreslår, at

• institutlederne – udover at stå til ansvar opad for dekan og rektor – også gøres ansvarlige overfor de ansatte på eget institut, eksempelvis i form af en dobbeltgodkendelse af ansøgere til institutlederstillingen fra både dekan og de videnskabelige medarbejdere.
• universitetsansatte forskere bør gives bedre sikkerhed i ansættelsen svarende til tjenestemandslignende vilkår, og dermed skal de sikres modet til at forsvare egen fri forskning og engagere sig frygtløst i sit fags udvikling såvel som i den offentlige debat.
• bestyrelserne sammensættes, så et flertal af medlemmerne er internationalt anerkendte forskere - gerne med rødder i såvel industri som i internationale forskningsinstitutioner. Det er ikke tilfældet i dag.

Universitetsloven skal sættes under lup

Ved at tage skridt som disse vil universiteterne styrke sig selv i den fortsatte kamp om at tiltrække og fastholde de bedste forskere fra både ind- og udland.

I sidste ende er det lige præcis dem, der bringer universiteterne frem på alverdens ranglister. Hvis de bedste hjerner ikke trives, så forsvinder de – sammen med både deres idéer og deres publiceringslister.

Derfor er vi glade for, at Henrik Caspar Wegener trods alt anerkender, at der kan være brug for at styrke medinddragelsen yderligere, for eksempel ved at det altid er en ’menig’ forsker uden for ledelsen, der sidder for bordenden i de akademiske råd.

En anbefaling, vi også tilslutter os i Videnskabernes Selskab. Ligesom vi også ønsker, at universiteterne får en større grad af selvstyre med mere selvstændig økonomi og eksempelvis bygningsselveje.

Så jo: der er store udfordringer på de danske universiteter.

Skal vi i Danmark sikre succesfyldte og attraktive universiteter, skal ledelse, forskere og undervisere brænde for de samme værdier.

Videnskabernes Selskab ser derfor gerne, at vi sammen – regering, universitetsledelser og ansatte – sætter effekterne af universitetsloven fra 2003 under lup ved en større, international evaluering. Så vi får et bedre udgangspunkt for at drøfte, hvad den har gjort af både gode og dårlige ting ved dansk forskning.  

{{toplink}}

debat@altinget.dk