Koldau giver svar på tiltale
DEBAT: Professor Linda Maria Koldau forsvarer sin kritik af det danske ph.d.-system. Læs hendes svar til kritikerne her.
Af Linda Maria Koldau
Professor dr.phil., Aarhus Universitet
Kære forskningsordførere i Folketinget.
Det var en stor glæde at læse om jeres debat vedrørende min kritik af det danske ph.d.-system. Det er faktisk første gang, at en offentlig instans i Danmark har taget mine bekymringer så alvorligt, at de diskuteres seriøst.
Jeg vil gerne fremlægge tre korte kommentarer til debatten og dermed også svare igen på ph.d.-skoleleder Johnny Laursens svar i Politiken d. 11. januar 2012 samt professor Morten Kyndrups ophidsede læserbrev i samme avis d. 13. januar 2012, begge fra Aarhus Universitet.
1. Professorvældet?
Det undrer mig, at man er så bange for, at en enkelt professor skal have magten til "vilkårligt" at tillade en kvalificeret cand.mag. at påbegynde et ph.d.-projekt. Johnny Laursen og Morten Kyndrup kender åbenbart ikke til det tyske system, som jeg nævner til sammenligning - uden, at jeg nogensinde har anbefalet, at det faktisk skulle overtages i Danmark.
Selvfølgelig findes der højt kvalificerede udvalg af flere professorer, der endeligt bedømmer en ph.d.-afhandling og den endelige tildeling af doktorgraden. Og så er det i sidste ende fakultetet og selve dekanen, som bekræfter deres anbefaling. Men denne kvalitetssikring sker først, når afhandlingen er færdigskrevet - efter konstant vejledning fra professoren og andre kollegaer, som kandidaten får anbefalet eller selv henvender sig til.
En ph.d.-afhandling er et alvorligt forskningsforehavende i udveksling med mange personer, der til sidst præsenterer innovative resultater.
Det endelige udvalg stoler på den vejledende professors kompetence, den uafhængige indstilling af en anden professor og den videnskabelige hæderlighed af hele forskningsprocessen - og støtter sig i sin egen bedømmelse på den videnskabelige kompetence af de fem professorer, der sidder i dette udvalg.
Johnny Laursen og Morten Kyndrup derimod beråber sig på faren af en enkelt "enevældig" professors beslutning. Det viser sig desværre, at der stadig findes meget af det gamle danske traume omkring "professorvældet" i Aarhus Universitets tænkning - samt en del klichéer, som ikke stemmer overens med de faktiske internationale normer for akademisk kvalitetssikring.
2. Mangfoldighed og sund konkurrence
Jeg kan godt forstå bekymringen vedrørende jobchancer og arbejdsmarkedet. Tyskland er heller ikke et paradis, og ph.d.ere må kæmpe hårdt for at få gode job. Men betyder det, at man lige fra starten skal begrænse menneskers tilgang til denne kvalifikation?
Hvem er det, der bestemmer over menneskers liv? Hvis cand.mag.er med gode ideer brænder for at skrive en ph.d., hvorfor skal man så nægte dem det? Har de ikke lov til selv at bestemme over deres liv og de risici, de tager? Får de ikke lov til at indgå i konkurrencen på det akademiske arbejdsmarked?
De danske universiteter har brug for mere talent og konkurrence. Humaniora har brug for en større mangfoldighed i tilgangene til forskning. Hvorfor er det så problematisk, hvis der kommer ansøgninger fra kvalificerede personer, der frit har valgt deres forskningstemaer uden hensyn til en forskningsstrategi, som på universiteterne bliver fastslået som "den rigtige"?
3. Ph.d. betyder ikke nødvendigvis akademisk forsker
Måske skulle man i Danmark begynde at tage afsked med den gamle tankemodel, at en ph.d. nødvendigvis skal føre til en forskerkarriere. Det er en mulighed, men der findes masser af job ude i erhvervslivet, hvor man har brug for kloge, selvstændige, højt kvalificerede personer. Personer, som ved, hvad det betyder at gennemføre et stort projekt selvstændigt, kreativt og på eget ansvar.
Et ph.d.-projekt er en modningsproces. Det er et stort arbejde og en stor udfordring at skrive en afhandling. Men når man en gang har gjort det, er man kvalificeret til at løfte store projekter, ikke kun i forskning. Det er det, arbejdsmarkedet har brug for.
Ikke et forsvar for det tyske system
Det er nogle tanker. Jeg er ikke så anmasende at mene, at jeg, en enkelt professor, skulle udløse en generel ændring i det danske ph.d.-system. Det må være en demokratisk beslutning, baseret på kompetencer både i videnskaberne og brugerne af de akademiske resultater.
Desuden har jeg aldrig sagt, som det åbenbart blev opfattet, at jeg mener, det danske ph.d.-skolesystem skulle afskaffes og erstattes med det tyske system. Hvis jeg blev spurgt, ville jeg plædere for et flerstrenget system med ph.d.-skoler samt mere fleksible muligheder for individuelle, ikke skolebaserede ph.d.-projekter (en lille rest af dette system findes jo endnu i "Præsteordningen", men denne mulighed er næsten helt forsvundet). Altså et flerstrenget system, hvor de forskellige muligheder befrugter hinanden, skaber større frihed, større mangfoldighed og den nødvendige sunde konkurrence på arbejdsmarkedet.
Jeg vil simpelthen gerne dele disse tanker med jer. Jeg kommer fra et land, hvor frihed i forskning og undervisning er fastskrevet i Grundloven. Det bekymrer mig at se, hvor meget den frihed, som er nødvendig for innovation, kvalitet og fremskridt, bliver begrænset i dansk humaniora.
Deltag gerne i debatten - send et debatindlæg til tyson@altinget.dk.
Hvad er det værdiskabende universitet?
