Professionshøjskoler til politikere: Drop sparekrav, hvis I vil sikre lokale uddannelser

DEBAT: Det er afgørende at investere i store uddannelsesinstitutioner, hvis man vil sikre de lokale udbud og dermed drivkraften i lokalsamfundene, skriver Stefan Hermann, formand for Danske Professionshøjskoler.

Af Stefan Hermann
Formand for Danske Professionshøjskoler

Uddannelser i hele landet har i den seneste tid været centrum for en diskussion om vækst og velfærd i provinsen og landdistrikterne. Magnus Heunicke fra Socialdemokratiet skrev det helt rigtigt her på Altinget: Danmark bliver et rigere samfund, hvis hele landet bringes i spil.

Det kan langt de fleste blive enige om. Uddannelsesmuligheder i hele landet spiller en central rolle, hvis vi skal sikre sygeplejersker til at behandle og drage omsorg for syge og ældre medborgere, lærere til at undervise vores børn og kvalificeret arbejdskraft til at løse opgaverne på de lokale virksomheder. Uddannelse er og bliver den dynamo, der sender energi rundt i lokalsamfundene.

De professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser skaber vækst og velfærd der, hvor de allerede er tilstede i dag. Men der er potentiale for mere. Det er dog et potentiale, der svækkes, fordi politikerne ikke har blik for, at de store videregående uddannelsesinstitutioner er forudsætningen for de små udbud.

De små følger de store
De små udbud rundt omkring i landet fungerer nemlig kun, fordi de er en del af en større uddannelsesinstitution. Det giver mulighed for, at både de studerende og medarbejderne i et vist omfang kan indgå i et fagligt fællesskab med resten af regionen.

Her er uddannelsesinstitutionen med til at sikre den nyeste viden, de økonomiske ressourcer og rekrutteringen af dygtige undervisere fra hele regionen.

Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti har ret, når han her på Altinget skriver, at det ikke er op til den enkelte uddannelsesinstitution at sikre, at det økonomiske fundament er i orden.

Men det er også vigtigt, at politikerne har blik for, at det ikke er fornuftigt at sikre lidt flere decentrale udbud, men til gengæld systematisk svække kvaliteten i resten.

Besparelser begrænser distriktsudbud
Med det nye bevillingssystem har Folketingets partier taget et vigtigt skridt på vejen mod flere decentrale udbud. Konkret er der afsat to millioner kroner per decentrale udbud og maksimalt 12 millioner kroner per uddannelsesinstitution.

Det er selvfølgelig glædeligt, men det er som at puste på en brækket arm set i lyset af de 1,7 milliarder kroner, som professionshøjskolerne skal spare mellem 2016 og 2021. Det svækker ikke kun kvaliteten. Det betyder også, at der bliver dårligere muligheder for at udbyde flere videregående uddannelser i provinsen og landdistrikterne.

Drop omprioriteringsbidraget
Så ja. Vi er enige om målet. Danmark bliver et rigere samfund, hvis hele landet bringes i spil, og i Danske Professionshøjskoler vil vi gerne være med til at sætte handling bag ordene på baggrund af faglige argumenter og analyser.

Men hvis vi skal gøre det, kommer vi ikke udenom, at politikerne er nødt til at have blik for, at investeringer i store uddannelsesinstitutioner er forudsætningen for små udbud i hele Danmark. Her er et farvel til omprioriteringsbidraget afgørende.

Forrige artikel GTS: Flot med Nobelpriser, men det haster mere med at få teknologi i anvendelse GTS: Flot med Nobelpriser, men det haster mere med at få teknologi i anvendelse Næste artikel Forskere: Unge vil holde alle døre åbne så længe som muligt Forskere: Unge vil holde alle døre åbne så længe som muligt