Nyt akkrediteringssystem ventes klar i 2013

AKKREDITERING: Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) vil arbejde for et nyt system med institutionsakkreditering på de videregående uddannelser. Systemet forventes implementeret i 2013.

Ministeren vil derfor sætte gang i en dialogproces med institutionerne under Uddannelsesministeriet. Processen kommer til at køre i løbet af foråret, og der skal på grundlag af dialogen udarbejdes et samlet forslag til en helt ny akkrediteringsmodel.

Efter planen skal det udmøntes i et lovforslag, der skal vedtages i samlingen 2012-13, og som så kan træde i kraft i løbet af 2013.

"Uddannelsesinstitutionernes eget arbejde med kvalitetssikring er den bedste garanti for videregående uddannelser, der kan tiltrække studerende og opfylde samfundets behov for kvalificeret arbejdskraft. Vi stiller klare krav om højere kvalitet, men er klar til at fjerne bureaukrati og barrierer og give uddannelsesinstitutionerne større frihed til at løse opgaven," udtaler Morten Østergaard i en pressemeddelelse.

Login