Nødvendigt med gennemskuelighed på uddannelserne

DEBAT: Det er godt, at valg af uddannelse nu bliver gjort mere gennemskueligt for de unge. Det mener Anne Frederiksen, områdedirektør i Operate, og pointerer samtidigt vigtigheden af, at der bliver kommunikeret på de unges præmisser.

Af Anne Frederiksen
Områdedirektør i Operate 

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen kom mandag med forslag til at gøre studievalget mere gennemskueligt for de unge. Det er også tiltrængt at få ryddet op i de mange nye uddannelser med trendy navne, som helt sikkert lyder smart, når man præsenterer sig ved festen – men er knap så holdbare, når indholdet skal ’sælges’ til en kommende arbejdsgiver. 

Det er på tide, at der i uddannelsesverdenen bliver sat fokus på kunderne i butikken. Det er tænkevækkende, at vi i stor udstrækning anvender ”indholdsdeklarationer”, anbefalinger, ratings med mere om vores kommende feriehotel eller det hold i fitnesscentret, vi melder os til. Men når det kommer til et af livets mere afgørende valg, så er der ingen hjælp at hente. 
 
Mulighed for fakta om studiets indhold  
Det er derfor befriende, at uddannelsesministeren nu foreslår, at de studerende også skal have mulighed for at få fakta om de studier, som uddannelsesinstitutionerne tilbyder. Fakta om studiets indhold, men også om muligheder for de færdiguddannede i forhold til beskæftigelsesmuligheder, ledighed, indtjening med mere, når studietiden engang er overstået.
 
På den måde kan vi hindre, at de unge lader sig lokke af smarte betegnelser og besnærende beskrivelser og i stedet kan forholde sig til konkrete fakta. Uddannelsesguiden gør et hæderligt forsøg, men varedeklarationerne glimrer for ofte ved deres fravær, når man klikker sig ind på de enkelte uddannelsesinstitutioner.

Der vil sikkert være uddannelsesinstitutioner, som kvier sig ved at skulle informere om dette, men hvis kunden skal være i centrum, er det den eneste rette vej at betræde. Både over for de unge og over for den øvrige del af samfundet, der efterfølgende skal anvende uddannelsernes kandidater. 

Inden uddannelsesministeren helt overlader tøjlerne til uddannelsesinstitutionerne selv for at få løst opgaven, er det vigtigt at få beskrevet nogle overordnede retningslinjer, som kan danne grundlaget for den videre indsats og brugsnytten sikres bedst muligt. 

3 gode råd til kommunikationen
1. Gør det ensartet 
Informationen om uddannelserne skal bygges op om samme læst, så det er muligt at sammenligne på tværs af uddannelsesinstitutioner, ligegyldigt hvor i landet de er beliggende. 
 
2. Tag målgruppen alvorligt
Afdæk, hvad de unge ønsker at vide, før de vælger en uddannelsesretning – og svar på deres spørgsmål. Det er muligvis ikke de samme ting, som uddannelsesstederne selv ønsker at fortælle, men det er trods alt de unge, der skal tilgodeses i deres livsvigtige karrierevalg. 
 
3. Inddrag de unges egne medier
Sørg for at tilrettelægge kommunikationen, så den lever op til de unges ønske om at kunne dele ting, høre venner og bekendtes mening og at kunne flashe deres egne holdninger og valg. Sociale medier, cases, letforståelige infografikker, små film osv. bør være en væsentlig bestanddel af kommunikationen. 

Forrige artikel DEA: Vi har også behov for bachelorerne DEA: Vi har også behov for bachelorerne Næste artikel L&F: Uddannelsesparadokset i Danmark L&F: Uddannelsesparadokset i Danmark