Luk de studerende ind i maskinrummet

Af Emilie Nayberg
Stud.psych. på Københavns Universitet og medlem af Københavns Universitets bestyrelse

"VI SKAL SÆTTE BARREN HØJERE”. Det skriver Mads Krogsgaard Thomsen i sit indlæg i Altingets uddannelses-stafet.

Jeg kunne dårligt være mere enig. Jeg synes faktisk, at det passende kunne være et mantra for universiteternes arbejde med deres uddannelser. Til gengæld er det ret afgørende, hvilke barrer vi sætter højere.

Et unuanceret fokus på kvalitet
Den uddannelsespolitiske debat flyder lige nu nærmest over med forslag, der skal sætte højere og højere barrer for at blive optaget på en uddannelse. Barrer så høje, at de i foruroligende grad begynder at minde om mure.

Senest har murertrangen nået nye højder med uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsens (R) dimensioneringsudspil.

Andre forslag, som for eksempel Københavns Universitets om at indføre minimumskarakter på alle studier, er udtryk for det samme. Nemlig et, i bedste fald, mangelfuldt og unuanceret fokus på kvaliteten af det, der kommer ind ad døren til universitetet, og på de jobs, der måske, måske ikke, venter på den anden side.

Der er ingen tvivl om, at optagelsessystemet er vigtigt at diskutere, og på flere måder sikkert kan optimeres i forhold til nu. Der er heller ingen tvivl om, at vi som studerende selvfølgelig gerne vil have et job, når vi har afsluttet vores uddannelser – og selvfølgelig helst et job, hvor vi kan bruge det, vi har dygtiggjort os i.

Problemet opstår, når diskussionen om kvaliteten af universitetsuddannelserne stort set udelukkende kommer til at handle om, hvad der sker på hver side af universitetets yderdøre.

Det er på tide, at både politikere og universitetsledelser holder op med at betragte universiteterne ud fra en simpel input-output model og i stedet begynder at interessere sig for, hvad der sker i den proces, hvor inputtet bliver til output. Med andre ord: Hvad sker der faktisk på uddannelserne?

De skinnende øjne
For et par måneder siden begyndte jeg på mit speciale. Efter min første vejledning var jeg helt høj. Det var fantastisk at få mulighed for at diskutere med en virkelig dygtig forsker, hvis interessefelt man ovenikøbet deler. Det var sindssygt motiverende at kunne dele og få sparring på mine faglige grublerier og at opleve, at jeg også selv kan bringe nye ideer og tanker på bordet. At jeg blev klogere i løbet af den time – og at min vejleder måske faktisk også blev det.

Efter min første vejledning blev jeg dog også lidt trist over, hvor få gange i løbet af min uddannelse jeg har haft en sådan oplevelse.

Desværre er selvstudie nemlig på alt for mange uddannelser mere reglen end undtagelsen, og vejledning og feedback på ens arbejde en sjældenhed.

Der er ikke nogen af os, der bliver født som dygtige studerende. Der er heller ikke nogen, der bliver dygtige studerende af at sidde alene med en bog og en noteblok.

For at blive en dygtig studerende skal man opleve at få det, Mads Krogsgaard Thomsen kalder ”skinnende øjne”, i mødet med sit fag. Hverken skrappe adgangskrav eller ledighedsstatistikker skaber dygtige studerende. Og som de ser ud nu, er jeg desværre bange for, at en del universitetsuddannelser heller ikke gør det.

Vi bliver nødt til at se i øjnene, at forskningsbaserede uddannelser ikke opstår via osmose. Studerende bliver ikke dygtige bare ved, at der er en professor til stede i samme bygning. Vi studerende bliver nødt til at blive lukket helt ind i maskinrummet, til at samtale, samtænke og samarbejde med forskerne.

Uanset om vi planlægger at forlade universitetet med en kandidatgrad i rygsækken eller stiler mod forskervejen, har vi brug for at blive inspireret og selv at få lov at inspirere.

Universiteterne og deres uddannelser er blevet high politics. Det er på tide, at high politics bliver til høje kvalitetsstandarder.

debat@altinget.dk