Lektor: Målstyring af pædagoguddannelsen koster på den faglige dømmekraft

Af Tommy Dalegaard Madsen
Formand for underviserne på professionshøjskoler og erhvervsakademier, DM og repræsentant for underviserne i dialog- og referencegruppen under uddannelses- og forskningsministeriet for evaluering af pædagoguddannelsen

Som underviser har jeg set frem til den længe ventede evaluering af pædagoguddannelsen, som netop har præsenteret sin første delrapport.

Det er trods alt landets største uddannelse, der er sat under en tiltrængt og skærpet lup, og opgaven er stor, for pædagoguddannelsen har været præget af reformer og forandringer gennem en række år.

Man kan sige, at der er brug for at se grundigt på, om de reparationer og forsøg på forbedringer, man har iværksat, nu også giver mening, eller om der er brug for justere.

Eftersynet og evalueringen er vigtig af hensyn til de pædagogstuderende og underviserne, der har deres hverdag på uddannelserne.

Men det er i sidste ende vigtig for hele vores velfærdssamfund, for pædagogerne spiller en helt central rolle, fordi de er med til at forme de kommende generationer og tage sig af de mindste og mest sårbare i vores samfund.

Målstyring forskyder fagligt fokus
En af de store forandringer, som har fundet sted på uddannelserne var, da man i 2014 indførte moduler i stedet for fag.

Ligesom man har indført et hav af kompetencemål, der skal dokumenteres på løbende. Det har haft en massiv betydning for tilrettelæggelse af undervisningen og for de studerendes hverdag.

Som erfaren underviser har jeg selv kunne se, at indretningen med moduler har udfordret uddannelseskvaliteten. Og at den målstyrede uddannelse har flyttet fokus fra faglig udvikling til bureaukratisk udprøvning.

Den erfaring står jeg langt fra alene med.

Derfor er det opmuntrende at læse evalueringen, fordi den også fremhæver, at de mange kompetence-, videns- og færdighedsmål og inddeling i moduler frem for fag har skabt en uddannelse, der desværre skaber barrierer for dybde og progression.

Stik imod hensigten.

Vurderingen i evalueringsrapporten er, at kompetencemålene er for mange og for brede. Både når det gælder grundforløb og specialiseringer, mangler uddannelsen fokusering og afgrænsning, fordi kompetencemålene er så omfattende.

Brede mål skaber uklarhed
De bærende elementer i uddannelsen som for eksempel litteraturvalg og kompetencemål kan ikke skilles ad fra selve uddannelsens organisering. Det er min og kollegers klare erfaring fra undervisningslokalerne med de pædagogstuderende.

De mange moduler struktureres af kompetencemål med medfølgende videns- og færdighedsmål.

Det betyder, at organiseringen af uddannelsen i så mange afgrænsede moduler i sig selv forstærker, at målstyringen bliver så omfattende, og at litteraturen bliver så omfangsrig - i forsøget på at dække det hele.

Set fra et underviserperspektiv medfører de mange brede mål og litteraturkrav en uklarhed og mangel på sammenhæng i uddannelsen.

Flere af eksperternes iagttagelser peger på, at dele af litteraturen går igen hen over uddannelsen. Valg af litteratur fremstår tilfældig og uden fokusering af, hvad der kommer på hvilke moduler og i hvilke rækkefølge.

Uddannelsen er uden fag
Jeg synes, det er nærliggende at stille spørgsmålet, om den tendens er forstærket af, at uddannelserne er indrettet uden fag og i stedet er bygget op om de tematiske moduler.

Rapporten giver ikke svaret, men det, håber jeg, den videre evaluering vil se på.

Efter min opfattelse er det helt oplagt at koble afskaffelse af fag og fagtraditioner med den manglende sammenhæng i uddannelsen.

Fordi den tidligere organisering med fag netop tilbød en fortolkningsramme med tydelighed omkring sammenhæng og ikke mindst brud i uddannelsens elementer og udvikling.

Jeg mener, at valgene af lærebøgsmateriale skal ses som den mulighed, der faktisk eksisterer for at fortolke, indramme og afgrænse uddannelsens mange forskellige tematiske moduler.

Pædagogfaglige traditioner udfaset
Set med underviserbriller er det vigtigt, at diskussionen om uddannelsens sammenhængskraft ikke alene reduceres til et spørgsmål om mængde af kompetencemål og graden af lærebogslitteratur, der anvendes.

Men vanskelighederne med at skabe overblik og progression i uddannelsen er også blevet forstærket af, at der med 2014-bekendtgørelsen skete en udgrænsning af historiske pædagogfaglige traditioner. Det er desværre vores oplevelse som undervisere.

Pædagogisk handlekompetence er, som konsekvens af de mange og brede kompetencemål, blevet instrumentaliseret og manualiseret på bekostning af færdigheder, der udspringer af faglig dømmekraft, kritisk analyse og stillingtagen.

Det kan vi som undervisere mærke i mødet med de studerende.

Dette bakkes op af eksperterne, der blandt andet peger på, at der flere steder i uddannelsen med fordel kunne være mere vægt på kritisk refleksion og stillingtagen til egen og andres pædagogiske praksis med henblik på at justere egne handlemåder og udvikle sig som fagprofessionel.

Sat på spidsen kan man sige, at den første delrapport åbner for at konkludere, at hvis man fortsætter den brede kompetencemålsstyring af uddannelsen af pædagoger, får vi flere pædagoger med en instrumentaliseret tilgang til den pædagogiske profession.

Hvis man reformerer uddannelsen og organiserer den med et mere sammenhængende sigte, kan man derimod øge chancerne for, at vi får flere pædagoger med høj faglig integritet og dømmekraft til gavn for børn og borgere.

debat@altinget.dk