LA: Udkantsuddannelser fremmer bæredygtigheden

Af Henrik Dahl (LA)
Uddannelses- og forskningsordfører

De fleste mener, at alle egne af Danmark bør være nogenlunde bæredygtige.

Udtrykket ”bæredygtig” har en vis, nødvendig vaghed bygget ind i sig. Er der ikke en tilstrækkelig grad af uklarhed bygget ind i udtrykket, er det nemlig svært for større grupper at nå til enighed.

Når man taler om en regions eller egns bæredygtighed, mener man som regel, at den skal have et velfungerende arbejdsmarked, et velfungerende boligmarked, en tilfredsstillende offentlig service og et tilfredsstillende marked for varer og tjeneste­ydelser.

Er disse betingelser ikke opfyldt, vil det sætte ind med afvandring og faldende ejen­domspriser (som i det hele taget er en af de bedste, overordnede indikatorer på, hvordan en egn klarer sig).

Worst case scenario
Når det gælder om at sikre sig, at en bestemt egn af landet kan trives og fastholdes i en positiv udvikling, er uddannelse en væsentlig faktor.

Det hænger sammen med, at arbejdsmarkedet efterhånden kun i begrænset omfang efterspørger ufaglærte. Det hænger sammen med, at når det gælder de kortere uddannelser, er det meget begrænset, hvor langt folk er villige til at bevæge sig.

Endelig hænger det sammen med, at det omvendte gør sig gældende for lange uddan­nelser. Her vil mennesker næsten bevæge sig ubegrænset langt for at få den uddannelse, de mener vil give dem det største udbytte.

Ved man disse ting, kan man let se et ”worst case scenario” for sig. På en bestemt egn er der for langt mellem de steder, hvor der udbydes korte (og mellemlange) uddannelser. Derfor er der for mange, der fravælger i det hele taget at uddanne sig – og ender med at få en løs (eller slet ingen) tilknytning til arbejdsmarkedet.

Samtidig er der også langt til de steder, hvor der udbydes lange uddannelser af høj kvalitet. Derfor forlader unge mennesker, der har evnerne og viljen til at tage den slags uddannelser, helt den pågældende egn.

Ikke holdbart i længden
Da erfaringen siger, at det er svært at få de færdiguddannede til at vende tilbage til den egn, hvor de voksede op, ender man derfor med den situation, at der er et overskud af personer, der ikke har nogen uddannelse, og et underskud af personer der har lange uddannelser.

Dette er ikke, i nogen rimelig betydning af udtrykket, bæredygtigt for en egn.

I teorien kunne man løse disse problemer ved at tilplastre enhver del af Danmark med uddannelsesinstitutioner af enhver art. Og undertiden kan det også føles, som om det er landets officielle politik.

Men selv om Danmark var et land, hvor pengene voksede på træer og buske, ville denne strategi alligevel ikke kunne realiseres. Hvorfor?

Det ville den ikke kunne, fordi der i så fald snart ville mangle både kvalificerede studerende og kvalificerede lærere. I Norge, hvor der i de høje olieprisers tid ikke var mangel på offentlige ressourcer, kender man således til eksempler, hvor der på distriktshøjskoler har været flere ansatte end studerende. Enhver kan sige sig selv, at det ikke er holdbart – og da slet ikke, hvis lærerkræfterne samtidig (og undskyld det engelske) er ”so-so”: Ikke specielt fremragende, men heller ikke specielt elendige.

Det afgørende er derfor at finde en passende balance. Og her kan man passende bruge byernes størrelse som udgangspunkt.

I alle centerbyer bør der være ungdomsuddannelser.

I alle kommuner bør der være erhvervsuddannelser.

I alle regionalcentre bør der være professionsuddannelser.

I alle regionshovedstæder bør man (mindst) kunne tage en universitetsbachelor.

Udbydes der mere, vil det efter min opfattelse føre til for mange institutioner, der underpræsterer. Udbydes der mindre, vil det føre til såvel underuddannelse som afvandring.

debat@altinget.dk