K laver rokade: Merete Scheelsbeck er ny uddannelses- og forskningsordfører

ROKADE: Den 32-årige Merete Scheelsbeck bliver ny uddannelses- og forskningsordfører, mens Anders Johansson (K) overtager næstformands- og finansordførerposten i Konservatives folketingsgruppe. Se de nye ordførerskaber her. 

Efter godt tre uger rykker det Konservative igen rundt på ordførerposterne. 

Det sker i kølvandet på, at Rasmus Jarlov (K) har erstattet Brian Mikkelsen som erhvervsminister. 

Rokaden betyder, at det bliver den unge suppleant Merete Scheelsbeck, som bliver ny uddannelses- og forskningsordfører for Konservative. 

Merete Scheelsbeck har siddet i byrådet i Michael Zieglers Høje Taastrup og er indkaldt i Folketinget som suppleant.

Hun har dog allerede meldt ud, at hun ikke agter at stille op ved det kommende folketingsvalg, med begrundelsen, at hun vil have tid til at gøre karriere og stifte familie. "I den ligning kunne jeg bare ikke få et folketingskandidatur til at passe ind," skriver hun på Konservatives hjemmeside.  

Hun er uddannet cand.merc. fra Copenhagen Business School og har arbejdet som kommunikationskonsulent i Midt- og Vestsjællands Politi. 

Derudover overtager Anders Johansson (K) posten som næstformand for folketingsgruppen. Han får desuden en del ordførerskaber fra den nyslåede minister, herunder skatteordførerskabet og finansordførerskabet (se den komplette liste med partiets ordførerskaber i boksen til højre).

"Jeg er glad for de nye poster og ser frem til de spændende opgaver, de fører med sig. Heriblandt finanslovsforhandlingerne, som vi tager fat på efter sommerferien," udtaler Anders Johansson i en pressemeddelelse.

Han overtager også Rasmus Jarlovs plads i Finansudvalget og skal vikariere som politisk ordfører, når Mette Abildgaard (K) går på barsel til efteråret. 

Ny formand for forsvarsudvalget
Anders Johanssons nye titler betyder dog, at han samtidig må afgive titlerne som socialordfører, familieordfører og handicapordfører til Brigitte Klintskov Jerkel (K). Hun får derudover også et enkelt ordførerskab fra Rasmus Jarlov og kan nu kalde sig partiets transportordfører.

Naser Khader snupper også et ekstra ordførerskab i denne runde og bliver forsvarsordfører. Det betyder, at han samtidig bliver formand for Forsvarsudvalget.

Stedfortræderen for Rasmus Jarlov, Merete Scheelsbeck (K), får med sin indtræden i partiet også tildelt en del ordførerskaber. Hun skal blandt andet være EU-ordfører og kulturordfører.

Pape holder humøret højt
Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, er også i højt humør oven på rokaden.  

,

Forrige artikel BFI har ikke leveret – til gengæld bliver forskerne stressede BFI har ikke leveret – til gengæld bliver forskerne stressede Næste artikel Inspirationsgruppe anbefaler filosofikum på alle bacheloruddannelser Inspirationsgruppe anbefaler filosofikum på alle bacheloruddannelser