Innovationsfonden: Ansvarlighed skaber gode resultater

DEBAT: Responsible Research and Innovation, RRI, er sammen med det nye forskningskodeks med til at sætte fokus på ansvarlighed i dansk forskning. Det er en positiv tendens, der sikrer sammenhæng mellem forskningen og samfundets behov. Det skriver Peter Høngaard Andersen, direktør for Innovationsfonden.

Af Peter Høngaard Andersen
Direktør for Innovationsfonden

Lad mig indledningsvis hilse velkommen til en debat om forskningens integritet og etik. Det er en debat, der kalder på, at man også inddrager sit eget ansvar. Jeg vil derfor gerne give mit bud på den ansvarlige strategi for Innovationsfonden - og hvad det betyder for de forskere og virksomheder, der skal til at samarbejde med fonden.

Vi har i dag et stærkt fokus på ansvarlighed og integritet i forskning. Vi ser denne tendens i både international sammenhæng og i Danmark, ofte omtalt som RRI, Responsible Research and Innovation. RRI er en hjørnesten i Horizon 2020 og er nu, med det nye fælles adfærdskodeks for forskere og forskningsinstitutioner, også ved at blive det i dansk sammenhæng. Det er en positiv tendens, da et stærkt fokus på ansvarlighed uden tvivl vil forbedre forskningen. Det vil sikre, at der er en klar sammenhæng mellem forskning og samfundets behov.

Hold fokus på det gode samarbejde
Vi lever i en virkelighed, hvor både samarbejde og ekstern finansiering er et vilkår for forskere. Det giver både større kompleksitet og er en styrke i forskningen. I dag er samarbejde på tværs af institutioner ikke en politisk vision, men en nødvendighed for mange forskere i virksomheder og forskningsinstitutioner. Vi samarbejder for at løse både forsknings- og forretningsmæssige problemer.

Samtidig er forskere på universiteterne optaget af at skaffe finansiering til deres forskning via eksterne kilder. Det er med til at styrke forskningens legitimitet, da flere aktører i dag er med til at beslutte, hvad der er god forskning. Af disse grunde giver det god mening at have et fælles kodeks for forskere og forskningsinstitutioner. Et fælles kodeks sikrer ikke kun et politisk fokus på ansvarlighed og integritet, men kan potentielt blive et arbejdsredskab for de forskere, som til daglig indgår i netværk på tværs af institutioner og kutymer.

Ansvarlighed er kernen
I Innovationsfonden opfordrer vi til, at projekterne har et stærkt RRI-fokus. Innovationsfonden har designet nye investeringstyper, som har et indbygget fokus på RRI. Selvom vi som fond har et fokus på RRI i vores kommende strategi, så mener vi, at RRI primært er interessant i det omfang, at de projekter, vi finansierer, er i stand til aktivt, og af egen fri vilje, at tænke RRI ind i deres projekt. Ikke som et ”add-on” til projektet, men som en del af kernen, fordi RRI i dag er en forudsætning for at skabe gode resultater. Gode resultater giver ikke kun mening i laboratoriet, men stemmer overens med samfundets værdier og behov.

Fondens ansvar
I Innovationsfonden vil de finansierede projekter blive stillet til ansvar for deres ansvarlighed. Fonden vil kun udvælge og finansiere projekter, som har et klart RRI-fokus. Gode projekter er i stand til at indtænke RRI fra start til slut. De har en klar strategi for, hvordan brugere og interessenter skal inddrages undervejs og hvordan netop det kan styrke projektets udvikling og resultater. Gode projekter har en klar idé om, hvordan de både kan skabe nye resultater og samtidig fungere som en uddannelsesplatform for fremtidens forskere og kandidater. Innovationsfonden vil desuden løbende forholde sig til, om de finansierede projekter har et tilstrækkeligt fokus på RRI, og om RRI fortsat ligger til grund for projekterne, når der er gået 1-2 år. I tråd med EU-Kommissionens guidelines vil Innovationsfonden især vægte, at projekterne:

- har et samfundsmæssigt engagement
- udviser gennemsigtighed
- gennemtænker etiske aspekter ved forskningen
- overvejer muligheden for at uddanne nye forskere og kandidater

Innovationsfonden vil konkret udmønte RRI-principper i udvælgelse og opfølgning af projekter og dermed bidrage til at sikre øget ansvarlighed i forskningen i Danmark. Her er alle bidrag og synspunkter vigtige for, at vi alle kan bevæge os i den rigtige retning.

 

Forrige artikel Anerkendelse af forskere øger undervisningskvaliteten Anerkendelse af forskere øger undervisningskvaliteten Næste artikel Ærlig og redelig forskning? Ærlig og redelig forskning?