Innovation, der virker

At lave en innovationsstrategi for Danmark er en virkelig god ide. Ændringer af strukturer og fordeling af ressourcer er heller ikke en dårlig ide. Men min erfaring er, at innovation i forsknings- og uddannelsesorganisationerne i den sidste ende afgøres af tre helt jordnære ting:

1. Om der er plads til entrepenørerne og deres kreative og originale udviklinger. 
2. Om man har kendskab til markedet, praksis, anvendelsessiden eller hvad man nu kalder det.
3. Har man en ledelse, der kan få de to første forhold til at fungere side om side.

Traditionelt har universiteter og andre videregående uddannelsesinstitutioner haft god plads til entreprenører. Man har ligefrem betegnelsen "the academic entrepeneur" for dem. Nogle vil ligefrem mene, at der har været for meget plads til dem. At disse institutioner led under disse meget entreprenante personers personlige udviklinger og kampe. Det er nok ikke helt forkert. På den anden side har man jo også brug for deres vildskab, "drive" og ambitioner.

Uden dette bliver det gamle ikke udfordret, og de risikable projekter ikke ført ud i livet. I øjeblikket er jeg mere nervøs for, at vi er i gang med en udvikling, hvor vi langsomt men sikkert dræber det entreprenante. Al for megen struktur, top-down-ledelse, fastlagte programmer med fastlagte hensyn, bureaukratisk standardisering osv. er ved at fjerne det, som entreprenører allermest har brug for: frihedsgrader, mening med det, de laver, og troen på, at det vil kunne ændre verden til det bedre.

Jeg møder desværre mange faglige miljøer, som er ved at miste denne mening med arbejdet. Miljøer, hvor den indre motivation med arbejdet er blevet afløst af ydre motivation, brændende platforme og kontrolmekanismer. Det er helt sikkert ikke med til at fremme innovation.

Alle dygtige fagfolk har i den sidste ende en ambition om at være med til at ændre verden til det bedre. Netop gennem bedre faglig indsigt vil de ændre verden. Så billedet med den verdensfjerne forsker er en karikatur.

De bedste fagmiljøer er også altid miljøer, der er gode til at samarbejde med praksis, og som har en klar interesse i at forstå praksis. Desværre er der alligevel mange uddannelsesmiljøer, hvor kendskabet til den praksis, de studerende skal ud i, ikke er god og systematisk nok. Det at forstå praksissen kræver en prioriteret indsats, som de faglige entreprenører ikke af sig selv prioriterer tilstrækkeligt. De skal hjælpes af en god (studie-) ledelse, som får dette fokus frem i de faglige miljøer.

Uden denne strategiske prioritering af en systematisk kobling til praksis kan de faglige miljøer ikke uddanne de studerende til samfundsmæssig innovation - uanset hvor mange og gode faglige entreprenører, der er.

Hvis der både skal være frihedsgrader til entreprenørerne og være strategiske prioriteringer af det, entreprenørerne ikke af sig selv laver godt nok, så er der behov for rigtig god og balanceret ledelse.

En ledelse, der forstår denne balancegang, og som ikke forveksler det med enten laissez-faire-ledelse eller top-down-ledelse. Den første ledelse får ikke lavet de strategiske prioriteringer, og den anden ledelse giver ikke plads nok til de faglige miljøers frihedsgrader og kvæler entreprenørerne.

Der er mange institutioner, der op til i dag både har haft for meget af det ene og for meget af det andet. Og indtil videre har politikere og embedsværk heller ikke ligefrem hjulpet den balancerede ledelse frem, men haft mere travlt med at støtte top-down-ledelsen og samtidig indføre bureaukratisk kontrol, der formindsker frihedsgraderne. Dette er heller ikke noget, der fremmer innovation.

Omlægning af strukturer og ressourcer er ikke en dårlig ide, men hvis man virkelig vil skabe innovation i uddannelses- og forskningssystemet, så er frihedsgrader til de faglige entreprenører, strategiske prioriteringer af kendskab til praksis og god balanceret ledelse (på alle niveauer), de områder en innovationsstrategi virkelig burde arbejde med. Kan vi innovere innovationsstrategi-tænkningen?

debat@altinget.dk