Organisationer med opråb til politikere: Vi kommer til at mangle 19.000 it-folk

Politikerne skal fastholde ekstra pladser på it-uddannelserne og sikre, at der er ressourcer til at finansiere uddannelsen fra bachelor til kandidat, mener IT-Branchen, Dansk Erhverv og IDA.

Af Mette Lundberg, Mads Eriksen og Anne Katrine Bojsen
Direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv og uddannelsespolitisk chefkonsulent i IDA

It-uddannelserne har vist sig fortsat at være et attraktivt valg, når håbefulde ansøgere skal vælge deres fremtidige uddannelse. Desværre vil der igen i år være flere, der modtager en kedelig besked i indbakken til sommer.

Der vil nemlig fortsat være færre pladser end kvalificerede ansøgere. Det er på, trods af at regeringen i år 2020 sikrede hele 4.500 ekstra pladser på uddannelser inden for it og teknologi.

Samtidigt vil de heldige, der bliver optaget, kunne risikere at mærke konsekvenserne af det øgede optag senere i deres uddannelsesforløb.

Det skyldes, at finansieringen af det øgede optag var en engangsforestilling. Det er derfor endnu uvist, hvordan man vil finansiere hele uddannelsen fra bachelor til færdig kandidat for de ekstra studerende, der bliver optaget i disse år.

Det virker uhensigtsmæssigt, når arbejdsmarkedet i årevis har skreget på flere dygtige it-folk, der besidder de kompetencer, som nutiden og fremtidens arbejdsmarked behøver. 

Det har corona om noget været med til at tydeliggøre. Møder, indkøb, lægebesøg og meget mere er flyttet fra det fysiske rum til online – og meget vil blive der, også efter pandemien har sluppet sit tag i verden. Det kræver kompetencer, som vi kun kan opnå igennem uddannelse. 

Og behovet vil for alvor kunne mærkes i fremtiden. Mere specifikt har Erhvervsstyrelsen vurderet, at vi i Danmark vil komme til at mangle 19.000 it-folk i 2030

Største barriere for vækst
Manglen på it-folk sætter dog allerede sine tydelige spor. 

I den seneste undersøgelse blandt it-virksomheder, som blev foretaget i 2020, kan man læse, at 2.600 stillinger ikke har kunnet besættes det seneste år.

Samtidigt angiver næsten to ud af tre it-virksomheder manglen på de rette it-kompetencer som den største barriere for vækst i branchen.

For næsten en tredjedel af virksomhederne har konsekvensen været, at de har måtte udskyde udviklingen af innovative løsninger, samt at de har måttet sige nej til opgaver. Det skader både den enkelte virksomhed og økonomien som helhed, da potentialet for vækst og innovation tabes på gulvet.

Vi har altså mere end nogensinde før brug for, at flere får muligheden for at tage en god it-uddannelse. Sidste års optag på de videregående uddannelser var ellers en kæmpe succes.

Optaget var rekordstort, og det er i den forbindelse nævneværdigt, at man optog hele 20 procent flere på de mest efterspurgte it-uddannelser. På ingeniøruddannelserne generelt var stigningen 11 procent.

Det var intet mindre end fremragende nyheder. Derfor appellerer vi til, at politikerne fastholder de ekstra pladser på it-uddannelserne og sikrer, at der er ressourcer til at finansiere uddannelsen i hele forløbet fra bachelor til kandidat.

På den måde undgår vi at sidde fast i den kedelige situation, hvor den akutte mangel på it-folk betyder, at danske virksomheder fortsat må opgive at besætte stillinger eller udskyde udviklingen af innovative løsninger.

Forrige artikel Djøf Studerende efter coronaår: Digitalt kvantespring risikerer at blive en spareøvelse Djøf Studerende efter coronaår: Digitalt kvantespring risikerer at blive en spareøvelse Næste artikel Rød blok afviser Venstres forslag: Kønskommission løser ikke ligestillingsproblemer Rød blok afviser Venstres forslag: Kønskommission løser ikke ligestillingsproblemer