DSF: Målet med en uddannelsesreform bør aldrig være at øge arbejdsudbuddet

Første gang jeg hørte, at Regeringen ville følge i reformkommissionens fodspor og give sig til at halvere kandidatuddannelser, rystede jeg opgivende på hovedet. For det var en reform, som ingen, der til dagligt beskæftiger sig med uddannelse, kunne se meningen med.

Men skridt for skridt har flere og flere uddannelsesaktører alligevel indrømmet, at arbejdsudbud kan blive et selvstændigt mål for en uddannelsesreform. Senest har Danske Universiteter anvist en vej til øget arbejdsudbud gennem en reform af uddannelserne.

Men det er en helt forkert tilgang at skulle øge arbejdsudbuddet ved at lave en uddannelsesreform. Det er at tage vores uddannelsessystem som gidsel.

For når regeringen vil finde et arbejdsudbud på 6.000, så betyder det, at vi som samfund skal uddanne os mindre. Mere præcist bliver samfundet 6.000 uddannelsesår fattigere om året. Det er ikke sådan, man udvikler et videnssamfund. Det er sådan, man afvikler det.

Og det kommer til at have store konsekvenser. For hvis man åbner skuffen med reformforslag, ligger der mange dårlige løsninger. I den skuffe ligger nemlig også forslaget om at fjerne 10. klasse.

Mon ikke også næste spareøvelse kunne være, at hovedforløbet på erhvervsuddannelserne kunne fjernes – igen for at øge arbejdsudbuddet. Eller hvis vi nu startede på vores uddannelser en måned før, så kunne vi også blive færdige en måned tidligere end i dag.

Alt sammen forslag der virker gode i et regneark, men ikke virker for os, der har vores daglige gang i undervisningslokalet.

Finansministeriets regnemaskine

Netop finansministeriets regnemodeller er en af reformens største udfordringer. For det er ikke her, at man finder svaret på, hvordan vi skaber bedre uddannelser for os studerende og for vores samfund. Det er ved at tage ud i undervisningslokalet, at vi gør det.

Vi har fantastiske uddannelser, også med erhvervsrettede og praksisnære elementer. I stedet for at genopfinde den dybe tallerken, burde regeringen åbne øjnene og lære uddannelserne at kende, inden de reformerer dem.

{{toplink}}

Det er ikke fordi, at vi i Danske Studerendes Fællesråd ikke kan se udfordringerne i vores uddannelsessystem. Der er rigeligt med udfordringer, som skal løses.

Det er et problem, at en tredjedel af de kandidatstuderende har mindre end 10 undervisningstimer om ugen, fordi universiteterne ikke har råd til at tilbyde flere timer, hvormed studerende overlades til sig selv med 30 timers hjemmestudie.

Det er ikke en uddannelseskvalitet, som er i orden. Det gør, at alt for mange lærer mindre, end de kunne.

Det er et problem, at hver fjerde ikke trives på deres uddannelse, det skal også tages alvorligt.

Det er et problem, at fremdriftsmekanismer, som studieaktivitetskrav og stramme SU-regler, presser studerende gennem vores uddannelser, og særligt de studerende der får færre ressourcer med hjemmefra.

Hvis det ender med, at vi accepterer, at arbejdsudbud og skrivebordsøvelser kan være fundamentet for en såkaldt uddannelsesreform, så ender vi et helt forkert sted.

For i finansministeriets regnemaskine er uddannelse udelukkende en udgift. Men kigger vi længere end bare et par år frem, er der ingen tvivl om, at statens investeringer i uddannelse ender med at betale sig mangefold tilbage.

Derfor siger vi: start forfra. Start med et andet udgangspunkt for, hvordan vi skaber gode uddannelser. Hvis man som politikker ikke tør sige stop en halv, når en hel sektor siger fra, så er det uansvarligt.

Vores fremtid afhænger af uddannelse, og det er simpelthen for vigtigt til at blive taget som gidsel i en reform, der sætter arbejdsudbud over trivsel og faglig kvalitet.

debat@altinget.dk