DEA: Aftagerpanelerne er en del af løsningen
DEBAT: Aftagerpaneler spiller en stor rolle i udviklingen af uddannelser og strategier, men det halter med videndeling inden for universiteterne og på tværs af dem, lyder det fra Jannik Schack, politisk chef i tænketanken DEA.
Af Jannik Schack
Politisk chef for tænketanken DEA
Aftagerpanelerne på de danske universiteter er blevet udråbt til at være det store dyr i åbenbaringen, når universiteterne skal udklække stadig flere dimittender til et omskifteligt arbejdsmarked.
Har vi haft for store forventninger til aftagerpanelerne, siden de blev lovpligtige i 2007? Er der ikke andre måder, man kan sikre erhvervsrelevans på? Selvfølgelig er der det. Aftagerpanelerne er kun ét af flere greb, universiteterne kan skrue på.
Hvis man skal tro DEA's kortlægning af universiteternes brug af aftagerpaneler, er der stor variation og mangfoldighed – nok også for stor.
Aftagerpanelerne skal ud af startblokken
Nogle aftagerpaneler spiller en afgørende rolle i udviklingen af uddannelser og uddannelsesstrategier. Andre har en mere legitimerende funktion, som sikrer, at lovgivningen overholdes. Her er der mere tale om en gummistempelfunktion end reel udvikling og merværdiskabelse i samarbejde med aftagerne.
Selvom der er mange veje til stærk erhvervsrelevans, er det synd og skam, at aftagerpanelerne ikke er kommet mere ud af startblokken, for de har et stort potentiale for at styrke dialog og samspil med aftagerne.
Der er da også mange aftagerpaneler, der faktisk fungerer godt og professionelt. Men det halter med videndeling inden for det enkelte universitet og på tværs af dem, så de gode erfaringer bringes desværre ikke altid nok i spil.
Det øgede fokus på uddannelsernes erhvervsrelevans og de blandede erfaringer med at få aftagerpaneler til at fungere i praksis kalder på en diskussion af aftagerpanelernes rolle og funktion fremover.
Hvordan kan vi få mere ud af panelerne?
I dag er det sådan, at aftagerpanelerne ifølge universitetsloven skal rådgive om kvalitetssikring og uddannelsesudvikling, men i praksis varetager nogle aftagerpaneler også en række andre opgaver og funktioner, som skaber stor værdi og knytter stærke bånd til aftagerne – f.eks. praktiksamarbejder, case competitions eller markedsføring af uddannelserne.
Med afsæt i såvel gode som dårlige erfaringer fra de seneste seks år er der god grund til fordomsfrit at debattere, hvordan både uddannelserne, de studerende og aftagerne kan få mere værdi ud af panelerne.
Lykkes det, er vi et godt skridt på vejen mod uddannelser, som kan opfylde den politiske ambition om høj kvalitet og relevans i vores universitetsuddannelser.
Undervejs skal vi huske ikke at pege for meget fingre af universiteterne. Det er ikke kun deres ansvar, at dimittenderne ikke ender tilværelsen på overførselsindkomst. Aftagerne burde også have en klar interesse i at bidrage til, at afstanden mellem uddannelse og erhvervsliv snævres ind.
Kort er godt - også i udlandet
