Akkreditering – et nødvendigt gode?
DEBAT: Akkrediteringssystemet har hjulpet med til at sikre uddannelser af høj kvalitet. I fremtiden bør universiteterne få mere autonomi, så de selv kan sikre kvalitet og udvikling. Det mener Søren Barlebo Rasmussen, formand for Akkrediteringsrådet og Anette Dørge Jessen, direktør i ACE Denmark.
Af Søren Barlebo Rasmussen,
formand for Akkrediteringsrådet
og
Anette Dørge Jessen,
direktør i ACE Denmark
Det er en samfundsøkonomisk højt prioriteret opgave at tilbyde videregående uddannelser af høj kvalitet og relevans. Den målsætning er ikke blevet mindre relevant af den aktuelle økonomiske krise, hvor hovedvejen til vækst er flere og bedre uddannede unge.
Det er derfor naturligt at stille krav om gennemsigtighed i uddannelsesudbuddet for at sikre kvalitet og relevans. Netop det akkreditering handler om.
Det nuværende akkrediteringssystem med akkreditering af hver enkel videregående uddannelse er imidlertid fra start blevet kritiseret for at være detail- og kontrolorienteret - bureaukrati af værste skuffe. Helt sikkert er det, at troværdige faglige vurderinger af hundredevis af enkeltuddannelser, bygger på anvendelsen af mange ressourcer.
Derfor er det også naturligt, at vi nu efter 4-5 års uddannelsesakkreditering begynder at drøfte rammerne for et nyt system, og at vi i den forbindelse lærer af den første periode, bygger videre på denne og forsøger at håndtere nogle af de svære og principielle spørgsmål. For eksempel om kontrol og udvikling er hinandens modsætninger, og at al kontrol derfor skal undgås?
Svære spørgsmål, som ikke kun er relevante i forbindelse med de videregående uddannelser, men som resten af den offentlige sektor også må spørge sig selv om. Det handler om afbureaukratisering og fremtidens offentlige styring af velfærdsydelserne.
Fremtidens system - hvordan skal det se ud?
Eksterne kvalitetssikringssystemer risikerer over tid kun at have en begrænset effekt og levetid. Det viser erfaringen fra både ind- og udland. Når et system har eksisteret i nogle år, mister det typisk noget af sin evne til effektivt at producere ny viden om kvalitet og kvalitetsudvikling. Der opstår derfor et naturligt behov for at skifte fokus. En måde er at skifte fra uddannelsesniveauet til institutionsniveauet.
Hvilke resultater har det nuværende system givet? Siden 2007 har akkrediteringssystemet haft en række væsentlige effekter og resultater.
For det første har Rådet akkrediteret i alt 325 eksisterende uddannelser og godkendt 154 nye uddannelser alene på universitetsområdet. Vi kan derfor konstatere, at de danske uddannelser er af høj kvalitet. 80 procent blev godkendt uden anmærkninger, og de sidste 20 procent fik mulighed for at rette op på de konstaterede kvalitetsmangler.
For det andet har akkreditering bidraget til at sætte uddannelse og undervisning på dagsordenen i en sektor, hvor ledelse og medarbejdere traditionelt har anset forskning som det primære meriterende.
For det tredje har akkreditering betonet nytten og vigtigheden af en solid og løbende dialog mellem uddannelse og arbejdsmarked i forhold til udvikling af nye uddannelser og til at give eksisterende uddannelser et virkelighedstjek, så der er et ordentligt match mellem uddannelsesudbud og samfundets behov.
For det fjerde har akkreditering bidraget til universiteternes opbygning af sammenhængende og tværgående interne kvalitetssikringssystemer. Systemer, der skal adressere problemer med frafald, lange gennemførelsestider, manglende beskæftigelse for dimittender mv.
Et system med institutionsakkreditering indebærer, at ansvaret for kvaliteten og relevansen af uddannelser placeres hos universiteterne og deres ledelser. Det nuværende akkrediteringssystem har netop betydet, at universiteterne er bedre rustet til dette. Institutionsakkreditering skal sætte rammerne for universiteternes eget kvalitetsarbejde. Rammerne skal på den ene side være rummelige og give plads til institutionsforskelle.
På den anden side skal de være præcise nok til at vurdere, om universiteterne opfylder de europæiske krav, der stilles til et velfungerende kvalitetssikringssystem på et universitet. Kun gennem en fælles europæisk kvalitetsstandard kan vi sikre de studerendes muligheder for også at studere i udlandet - og at europæiske studerende kan komme til Danmark.
Tillid og udvikling gennem kontrol
Større autonomi til universiteterne, så de selv kan sikre kvalitet og udvikling af fremtidens kvalitet er vigtigt. For at autonomien kan gives og bruges bedst muligt, er det dog nødvendigt med et fortsat element af ekstern kvalitetssikring med tilknyttede konsekvenser.
Nøglen er en balance mellem tillid og kontrol. Blind tillid uden nogen form for kontrol skaber ikke i længden begrundet tillid. Udvikling skabes heller ikke gennem ligegyldighed fra omverdenens side, men gennem en omverdensinteresse, hvor der er konsekvenser, hvis kvaliteten ikke er i orden, eller udviklingen ikke sker.
Fremtidens eksterne kvalitetssikringssystem skal derfor både have et stærkt fokus på udviklingsaspektet på det enkelte universitet og samtidig indeholde klare konsekvenser, hvis universiteterne ikke selv får sikret kvaliteten og udviklingen.
Samtidig skal der nødvendigvis tænkes over kontrollens karakter. Kontrol er ikke bare kontrol, men kan gå fra dum kvalitetshæmmende kontrol til udviklende, meningsfuld og fokuseret kontrol, hvor man kun kontrollerer det allermest centrale. Som når en revisor ikke kontrollerer alle forretningsgange og transaktioner, men kun laver stikprøver inden for de vigtigste områder.
Vi må ophøre med at se kontrol og udvikling som hinandens modsætninger, men mere på hvordan vi gennem en hensigtsmæssig og retfærdig kontrol, får skabt de bedste rammer for udvikling og skabelse af begrundet tillid. Centralt er her at se på, hvordan institutionernes egen interne kvalitetssikring skal spille effektivt og troværdigt sammen med den eksterne kvalitetssikring.
Vi hilser med dette indlæg derfor en fagligt solid debat velkommen, så vi i Danmark kan skabe et fremtidigt troværdigt, professionelt og samtidig udviklende akkrediteringssystem med høj international standard.
Vi skal have taget hul på de fagligt udfordrende diskussioner om fremtidens styring af de offentlige velfærdsydelser. Vi må ud over dikotomien mellem blind tillid og dum kontrol. Det skylder vi de studerende, uddannelserne og samfundet.
formand for Akkrediteringsrådet
og
Anette Dørge Jessen,
direktør i ACE Denmark
Det er en samfundsøkonomisk højt prioriteret opgave at tilbyde videregående uddannelser af høj kvalitet og relevans. Den målsætning er ikke blevet mindre relevant af den aktuelle økonomiske krise, hvor hovedvejen til vækst er flere og bedre uddannede unge.
Det er derfor naturligt at stille krav om gennemsigtighed i uddannelsesudbuddet for at sikre kvalitet og relevans. Netop det akkreditering handler om.
Det nuværende akkrediteringssystem med akkreditering af hver enkel videregående uddannelse er imidlertid fra start blevet kritiseret for at være detail- og kontrolorienteret - bureaukrati af værste skuffe. Helt sikkert er det, at troværdige faglige vurderinger af hundredevis af enkeltuddannelser, bygger på anvendelsen af mange ressourcer.
Derfor er det også naturligt, at vi nu efter 4-5 års uddannelsesakkreditering begynder at drøfte rammerne for et nyt system, og at vi i den forbindelse lærer af den første periode, bygger videre på denne og forsøger at håndtere nogle af de svære og principielle spørgsmål. For eksempel om kontrol og udvikling er hinandens modsætninger, og at al kontrol derfor skal undgås?
Svære spørgsmål, som ikke kun er relevante i forbindelse med de videregående uddannelser, men som resten af den offentlige sektor også må spørge sig selv om. Det handler om afbureaukratisering og fremtidens offentlige styring af velfærdsydelserne.
Fremtidens system - hvordan skal det se ud?
Eksterne kvalitetssikringssystemer risikerer over tid kun at have en begrænset effekt og levetid. Det viser erfaringen fra både ind- og udland. Når et system har eksisteret i nogle år, mister det typisk noget af sin evne til effektivt at producere ny viden om kvalitet og kvalitetsudvikling. Der opstår derfor et naturligt behov for at skifte fokus. En måde er at skifte fra uddannelsesniveauet til institutionsniveauet.
Hvilke resultater har det nuværende system givet? Siden 2007 har akkrediteringssystemet haft en række væsentlige effekter og resultater.
For det første har Rådet akkrediteret i alt 325 eksisterende uddannelser og godkendt 154 nye uddannelser alene på universitetsområdet. Vi kan derfor konstatere, at de danske uddannelser er af høj kvalitet. 80 procent blev godkendt uden anmærkninger, og de sidste 20 procent fik mulighed for at rette op på de konstaterede kvalitetsmangler.
For det andet har akkreditering bidraget til at sætte uddannelse og undervisning på dagsordenen i en sektor, hvor ledelse og medarbejdere traditionelt har anset forskning som det primære meriterende.
For det tredje har akkreditering betonet nytten og vigtigheden af en solid og løbende dialog mellem uddannelse og arbejdsmarked i forhold til udvikling af nye uddannelser og til at give eksisterende uddannelser et virkelighedstjek, så der er et ordentligt match mellem uddannelsesudbud og samfundets behov.
For det fjerde har akkreditering bidraget til universiteternes opbygning af sammenhængende og tværgående interne kvalitetssikringssystemer. Systemer, der skal adressere problemer med frafald, lange gennemførelsestider, manglende beskæftigelse for dimittender mv.
Et system med institutionsakkreditering indebærer, at ansvaret for kvaliteten og relevansen af uddannelser placeres hos universiteterne og deres ledelser. Det nuværende akkrediteringssystem har netop betydet, at universiteterne er bedre rustet til dette. Institutionsakkreditering skal sætte rammerne for universiteternes eget kvalitetsarbejde. Rammerne skal på den ene side være rummelige og give plads til institutionsforskelle.
På den anden side skal de være præcise nok til at vurdere, om universiteterne opfylder de europæiske krav, der stilles til et velfungerende kvalitetssikringssystem på et universitet. Kun gennem en fælles europæisk kvalitetsstandard kan vi sikre de studerendes muligheder for også at studere i udlandet - og at europæiske studerende kan komme til Danmark.
Tillid og udvikling gennem kontrol
Større autonomi til universiteterne, så de selv kan sikre kvalitet og udvikling af fremtidens kvalitet er vigtigt. For at autonomien kan gives og bruges bedst muligt, er det dog nødvendigt med et fortsat element af ekstern kvalitetssikring med tilknyttede konsekvenser.
Nøglen er en balance mellem tillid og kontrol. Blind tillid uden nogen form for kontrol skaber ikke i længden begrundet tillid. Udvikling skabes heller ikke gennem ligegyldighed fra omverdenens side, men gennem en omverdensinteresse, hvor der er konsekvenser, hvis kvaliteten ikke er i orden, eller udviklingen ikke sker.
Fremtidens eksterne kvalitetssikringssystem skal derfor både have et stærkt fokus på udviklingsaspektet på det enkelte universitet og samtidig indeholde klare konsekvenser, hvis universiteterne ikke selv får sikret kvaliteten og udviklingen.
Samtidig skal der nødvendigvis tænkes over kontrollens karakter. Kontrol er ikke bare kontrol, men kan gå fra dum kvalitetshæmmende kontrol til udviklende, meningsfuld og fokuseret kontrol, hvor man kun kontrollerer det allermest centrale. Som når en revisor ikke kontrollerer alle forretningsgange og transaktioner, men kun laver stikprøver inden for de vigtigste områder.
Vi må ophøre med at se kontrol og udvikling som hinandens modsætninger, men mere på hvordan vi gennem en hensigtsmæssig og retfærdig kontrol, får skabt de bedste rammer for udvikling og skabelse af begrundet tillid. Centralt er her at se på, hvordan institutionernes egen interne kvalitetssikring skal spille effektivt og troværdigt sammen med den eksterne kvalitetssikring.
Vi hilser med dette indlæg derfor en fagligt solid debat velkommen, så vi i Danmark kan skabe et fremtidigt troværdigt, professionelt og samtidig udviklende akkrediteringssystem med høj international standard.
Vi skal have taget hul på de fagligt udfordrende diskussioner om fremtidens styring af de offentlige velfærdsydelser. Vi må ud over dikotomien mellem blind tillid og dum kontrol. Det skylder vi de studerende, uddannelserne og samfundet.
