AE: Den sociale mobilitet i Danmark skal forbedres
DEBAT: En sand tragedie venter det danske samfund, hvis ikke politikerne gør noget ved den negative sociale arv i uddannelsessystemet. Socialt taxameter og flere praktikpladser er en del af løsningen, skriver Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Af Lars Foldspang og Mie Dalskov Pihl
Senioranalytikere ved Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Én af de helt store udfordringer i forhold til social mobilitet er, at de unge i stor stil falder fra en uddannelse, de allerede er begyndt på.
Men hvorfor falder de unge fra uddannelsesfremmede hjem fra? Der er formentlig ikke noget entydigt svar og nogen let løsning.
Folkeskolereformen med lektiecafeer og andre gode tiltag er absolut et vigtigt skridt i den rigtige retning. Det er den, fordi den giver unge fra uddannelsesfremmede hjem en ekstra chance for at råde bod på, at de ikke er lige så heldige som andre unge at have forældre, der kan videregive en ”uddannelses-kultur” og kan sparre med børnene om den danske stil eller regneopgaverne.
Men det er ikke nok.
Det sociale taxameter er en del af løsningen
Vi er nødt til at spille på flere tangenter, hvis vi skal forbedre den sociale mobilitet i Danmark. Flere håndtag er relevante at dreje på, hvis flere unge skal have en ungdomsuddannelse:
Et socialt taxameter kan sørge for, at ressourcerne gelejdes hen, hvor der er ekstra behov for dem. De ekstra ressourcer til institutioner med en høj andel fra uddannelsesfremmede hjem vil således oplagt kunne gøre en forskel. Det sociale taxameter bør kombineres med en tilgang, hvor man belønner institutioner, der fastholder de unge på uddannelsen – og får dem igennem uddannelsen. Et socialt taxameter, der kombinerede øgede ressourcer til institutioner med mange elever fra uddannelsesfremmede hjem med en belønning til institutioner, der mindsker frafaldet særligt blandt elever fra uddannelsesfremmede hjem, kunne være en interessant udbygning. Det er ikke alene institutionernes ansvar, om deres elever falder fra – men masser af undersøgelser viser, at institutionerne har en rolle, også i den sammenhæng.
Økonomisk fornuftigt af forhindre frafald
Derudover er der behov for en stærkere indsats for at forhindre frafald. AE har beregnet, at det er en samfundsøkonomisk millionforretning at give en erhvervsuddannelse til de unge, der i dag ikke har anden uddannelse end grundskolen. Faktisk er det en overskudsforretning, selv hvis det var op mod 10 gange dyrere end gennemsnitligt at uddanne disse unge. Vi kan altså som samfund bruge rigtig mange ekstra penge på at fastholde de unge i deres uddannelse, så de også fuldfører, førend ”uddannelsesinvesteringen” bliver en dårlig forretning.
Rundtom i landet har man gode erfaringer med forskellige former for initiativer rettet mod unge, der er i særlig risiko for at falde fra. Det er blandt andet mentorordninger, nære samarbejder mellem uddannelsessteder og kommune og særligt fokus på at hjælpe svage unge i gang på uddannelserne. Alle disse tiltag er målrettet unge, der ofte kommer fra uddannelsesfremmede hjem, og som er i særlig risiko for at falde fra. En vigtig pointe er her, at vi ikke bare kan antage som udgangspunkt, at hvis vi indretter relevante økonomiske incitamenter såsom taxametersystemet rigtigt, så løser vi problemet. Det er andre ting på spil – ting, som nogle måske vil opfatte som banale, fordi de selv har fået en ”uddannelseskultur” med hjemmefra.
Endelig er det vigtigt at huske på, at nogle unge simpelthen ikke får en uddannelse ved at blive bedt om at læse flere bøger, når de er færdige med folkeskolen. Omkring hver femte afgangselev fra 9. klasse får under 2 i dansk og matematik. Dem skal der også være plads til – og pladsen skal være indrettet til dem. Derfor bør en del af den praktiske uddannelsesvej gentænkes.
Før i tiden gik man i lære hos en mester, hvor man supplerede den praktiske hverdag med teoretisk undervisning på skolerne. I dag begynder uddannelsen typisk på skolen med et grundforløb, og dernæst er man (forhåbentligt) i lære og på skole i kombination på hovedforløbet. I dag bygger erhvervsuddannelserne derfor i højere grad på teoretisk undervisning og i mindre grad på praktisk lære end tidligere, og derfor er såvel en boglig lyst som boglige evner en nødvendighed. Det går ud over de unge, der ikke er så bogligt mindede. Den alternative indgang – den ”Ny mesterlære”, hvor grundforløbet tages hos en mester, udgør kun en meget lille del af de unge, der i dag er i gang med en erhvervsuddannelse.
Praktikpladsproblematikken skal løses nu
Sidst men ikke mindst er man også nødt til at fokusere på praktikpladsproblematikken. Det praktiske element i erhvervsuddannelserne er netop praktikken. Men i dag står ca. 13.000 unge uden en praktikplads i en virksomhed - og over 5.000 af dem står uden praktikplads i det hele taget. Det første sted, der skal sættes ind, er at lappe hullet i den allerede eksisterende vej til en faglært uddannelse. Det må være klart for enhver, at det i sidste ende kommer til at gøre ondt på virksomhederne, hvis ikke vi får oprettet praktikpladser nok, så de unge kan blive fastholdt på deres uddannelse – og blive uddannet.
Det er i sandhed en fælles tragedie, hvis ikke politikere, virksomheder og uddannelsesinstitutioner kan gå sammen og lukke hullet her.
Forsker: Intet ”quick fix” mod social arv i uddannelsessystemet
De sociale mønstre skal brydes gennem uddannelsessystemet
