ACE: Fremtidens akkrediteringssystem skal være udviklingsorienteret

Af Søren Barlebo Rasmussen
Formand, Akkrediteringsrådet

Akkreditering er samfundets mekanisme til at sikre, at uddannelsesinstitutioner leverer og hele tiden udvikler den bedst mulige uddannelseskvalitet. Uddannelsesinstitutionerne selv har egentlig samme mål, men ser det ofte ud fra et snævert fagligt internt perspektiv. Akkreditering sikrer, at det eksterne perspektiv kommer med, og ser uddannelseskvaliteten ud fra de studerendes, dimittendernes, aftagernes og samfundets langsigtede perspektiv.

De politiske drøftelser om fremtidens akkrediteringssystem er nu i gang. Med fem års erfaringer fra Akkrediteringsrådet ser jeg to kæmpe muligheder og to store udfordringer.

Mindre detailkontrol
Den første mulighed handler om at gøre akkreditering mindre detailkontrollerende - og meget mere udviklingsorienteret. Målet er at gennemføre akkreditering, sådan at institutionernes ledelser får incitament og input til løbende at udvikle og forbedre uddannelseskvaliteten for de studerende.

I dag bruger institutionsledelser ofte kræfterne på at opbygge administrative systemer, som sikrer, at de lever op til en række fælles dokumentationskrav. Men uden at det reelt forholder sig til den oplevede kvalitet og relevans hos studerende eller aftagere og uden tæt dialog med underviserne. Det er sådan set forståeligt, for det nuværende system, med dets meget detaljerede bekendtgørelsesfastsatte forventninger, trækker i denne retning.

I fremtiden skal vi meget gerne i stedet for have et system, som trækker i retning af en udviklingsorienteret og nuanceret dialog om, hvad god uddannelseskvalitet er, og hvordan den fremmes. Hvilken viden skal de studerende opnå gennem deres studier? Og hvordan sikrer vi, at de både får et godt teoretisk afsæt, og at denne teori kan bruges efter studierne? Åbne spørgsmål af denne type skal med ind som en central del af akkrediteringsprocessen. Akkreditering skal handle om at fremme institutionernes og ledelsernes evne og vilje til at arbejde med disse spørgsmål. Ikke om en ny måde og med nyt bureaukrati at sætte krydser i et skema.

Fleksibelt system
Den anden mulighed er at lave et meget mere fleksibelt system. Systemet skal indrettes sådan, at når en institution overbevisende har vist, at de kan løfte en konkret problematik angående uddannelseskvalitet, så behøver akkrediteringen i al fremtid ikke længere adressere dette på samme slaviske måde, men kan eksempelvis arbejde med udvalgte stikprøver. Vi ved fra revisionsverdenen, at denne fremgangsmåde typisk er tilstrækkelig til, at der kan være tillid til det samlede system. Et fleksibelt system vil også kunne håndtere meget forskellige institutioner med meget forskellige størrelser og meget forskellige uddannelsesmæssige dagsordener på forskellige tidspunkter.

Undgå New Public Management
Men her er vi så også fremme ved den første udfordring - hvordan undgår vi New Public Management på en størknende og ufleksibel måde? Skal vi beskrive al ting på forhånd, eller må vi overlade en del af fortolkningen af en lov og fremtidens udmøntning til de mennesker, der skal tage ansvaret for systemets virke? Jeg stemmer for det sidste. Jeg forstår godt tendensen til at ville beskrive alt på forhånd og behandle alle ens, men det kvæler udviklingen med slavisk og ligegyldig dokumentation, og det tager mandatet fra dem, der skal tage et samfundsansvar på sig.

Derfor mener jeg, at man skal overlade udmøntningsansvaret til et fagligt uafhængigt råd, der får mulighed for at finde frem til den rette akkrediteringsproces med det nødvendige indhold sammen med uddannelsesinstitutionerne og den operatør, der professionelt skal stå for processerne. Rådet kan bagefter få udmøntningen godkendt af ministeren. Dette kræver et stærkt fagligt råd, der både har en meget høj faglighed omkring uddannelseskvalitet, vidensbasering og uddannelsernes relevans i samfundet. En akkrediteringsinstitution lavet på denne måde ville få et stærkt mandat og kan tage et stort samfundsansvar på sig.

Samfundsansvar en nødvendighed
Den anden udfordring handler netop om det brede samfundsansvar. Hvordan skal det løftes? Uddannelsesinstitutionerne kan påtage sig en del, men de bredere og mere tværgående samfundsansvar kan de ikke altid løfte - dertil er konkurrencen mellem institutionerne alt for stor. Hvilket igen kan føre til popsmarte uddannelser med for ringe relevans for aftagerne eller en sværm af nye uddannelser, som virksomhederne ikke længere kan overskue.

Til at kunne gribe ind i forhold til studerede, der får for ringe undervisningstilbud eller uddannes til næsten sikker arbejdsløshed, er der to muligheder: et fagligt råd med et stærkt mandat eller en direktoratslignende model. Det er ikke et nemt valg. Direktoratsmodellen tæt på ministeren har den fordel, at den er umiddelbar legitim i forhold til politiske beslutninger, men den har en tendens til at agere efter kortsigtede samfundsmæssige hensyn - hvad der er politisk opportunt på den korte bane. Et uafhængigt fagligt råd har den fordel, at når det fungerer, så kan det sætte den langsigtede samfundsrelevante uddannelseskvalitet i førersædet. Men udfordringen er her at skabe et råd, der tør agere modigt og kan repræsentere både faglige, uddannelseskvalitetsmæssige og brede samfunds- og erhvervsmæssige hensyn på en balanceret og legitim måde.

Det bliver spændende at se, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Kan vi gribe mulighederne og håndtere udfordringerne? Har politikerne tillid til institutionerne og et fagligt råd, der har et stærkt mandat?

debat@altinget.dk