Danmark er ikke en innovativ nation

DEBAT: I Danmark er vi gode til at optimere det bestående. Men tænke nyt og fokusere på noget ukendt, nej tak.

Af Zoran Gojkovic,
adm. dir., Zgene 

Vi danskere udgør kun omkring 0,8 promille af jordens befolkning. Ikke desto mindre er næsten en halv procent af alle internetsider, der indeholder ordet "innovation", danske, i al fald ifølge Google.

Der er ingen tvivl om vigtigheden af og fordelene ved innovation; firmaer som Apple og 3M tjener flere penge, innoverende samfund og lande trives og bliver mere velstående. Ønsker vi at bevare vores livsstil og velfærd, også i fremtiden, er vi afhængige af innovation for at sikre den økonomiske vækst.

Derfor er det ikke overraskende, at "innovation" er et af politikernes mest foretrukne og mest misbrugte ord. Politikerne allokerer relativt store summer til formål, der formodes innovative (og gør samtidigt et stort ståhej ud af det), og de skræmmer os med "Innover eller Dø!" Og på en eller anden måde virker magien; idag tror vi alle, at Danmark er en ekstremt innoverende og banebrydende nation.

Men blandt 2007's 50 mest innovative virksomheder (ifølge ugebladet Business Week) er der ikke et eneste dansk firma. Både Sverige og Finland er repræsenteret med et firma. Hvorfor er Danmark så ikke med, når vi har alle disse fantastiske innovative virksomheder?

En forklaring på dette kunne være, at uanset hvor meget vi gerne vil tro på det, så er vi ikke et kongedømme fuld af iderige innovatorer. Vindenergi blev allerede brugt for flere hundrede år siden til at pumpe vand og male mel. Med behovet for alternativ energi er vi i dag verdens førende i at anvende vind til at generere elektricitet. Med heftig politisk og økonomisk støtte er møller i dag større og højere, end de var for hundrede år siden, men er det innovativt?

Ligeledes er Danmark den førende producent af enzymer til bioetanol-produktion (selvom vi herhjemme foretrækker at drikke det, frem for at køre på det). Ideen med at erstatte benzin med etanol eller biodiesel er ca. 70 år gammel. Er det innovativt? 

"Skøre ideer" har ikke været vores kop kaffe siden Storm P. Vores politikere støtter dem ikke, og de danske venturekapitalister investerer ikke i dem.

Hvorfor skulle vi støtte op om bølgekraft (hvilket er meget innovativt), når vi har vores smukke vindmøller? Hvorfor investere i "Skype", når vi har vores mobiltelefoner?

Danskerne tager ikke unødige risici og planlægger aldrig ind i det næste århundrede. Som en forklaring på dette fænomen er jeg blevet præsenteret med en historie om, at danskerne som et landbrugsfolk såede deres afgrøder og høstede dem igen, inden året var gået. Kortsigtet og sikkert.

I Danmark er vi gode til at optimere det bestående. Men tænke nyt og fokusere på noget ukendt, nej tak. Vi burde lade andre om at genopfinde den dybe tallerken, for vi har service nok. Lad os nu få noget virkelig innovation at råbe hurra for.

Næste artikel Ville du tage et fly, der med 10 pct. sikkerhed når frem?