Ekspert: Universiteterne skal ud i ghettoerne

INSTITUTPLACERING: Universiteterne har en nøglerolle at spille i kampen mod ghettoiseringen af udsatte boligområder. Regeringen bør sørge for, at der bliver flyttet institutter ud i ghettoerne, mener ekspert.

Siden er der kun blevet fulgt op på et enkelt forslag. Det møder hård kritik fra Jørgen Nue Møller, der var formand for Programbestyrelsen mod ghettoisering.

Han er meget kritisk og skuffet over regeringens manglende prioritering af ghettoproblematikken.

Vil gøre en forskel
Især er han skuffet over, at regeringen ikke har fulgt anbefalingen om at tage initiativ til at flytte offentlige kultur- og uddannelsesinstitutioner ud i de udsatte områder. Det ville kunne gøre en forskel, siger han.

"Der er nogen på toppen, der bør skubbe til universiteterne og andre store uddannelsessteder. Der er ikke noget, der ville være så godt for disse områder, som at få nogle studerende. Det vil være med til at give områderne ny status og en ny form for liv. Mange af områderne har i forvejen en campusagtig karakter og netop studerende går meget op i at bo billigt og tæt på deres uddannelsessted, så det vil også kunne tiltrække flere ressourcestærke beboere," siger Jørgen Nue Møller.

Århus og Odense er oplagt
Han mener, at særligt Århus og Odense kunne være oplagte byer at flytte rundt på nogle af universiteternes aktiviteter.

"I Århus ligger der et kæmpe universitet, som nu breder sig væk fra det oprindelige campus, hvor jeg selv gik for mange år siden. Hvis man flyttede nogle af aktiviteterne ud i vestbyen, ville det give et kæmpe løft til området," siger Jørgen Nue Møller.

Login