Vidensamfund i ruiner

Af Lykke Friis,
Ph.d. og prorektor, Københavns Universitet

»Danmark skal have universiteter i verdensklasse. Universiteter med stærke faglige miljøer, der kan fastholde og tiltrække dygtige studerende og forskere.« Det skortede ikke på ambitionerne i regeringens globaliseringsstrategi, da den blev lanceret for to et halvt år siden. Ud over verdensklasse-lyrikken var der også nogle håndfaste mål, såsom at mindst halvdelen af en ungdomsårgang i 2015 skal gennemføre en videregående uddannelse. Set i det lys var sommerens avislæsning alt andet end behagelig læsning. Optaget på landets universiteter faldt med hele 12 pct., og inden for f.eks. de naturvidenskabelige fag var faldet sågar 18 pct. En stor del af faldet skal uden tvivl søges i de nye, skærpede optagelsesregler.

Spørgsmålet er imidlertid, om der ikke også er en anden årsag, der lurer lige under overfladen. Malou Aamund, Venstres forskningsordfører, formulerede det meget rammende: »De unge fristes af et sultent arbejdsmarked, og det er derfor vanskeligere at trække unge til universiteterne, med mindre studiemiljøet er tilsvarende attraktivt.«

Europæisk efterslæb
Bare et hurtigt blik over Atlanten afslører her, at vi generelt i Europa har et efterslæb. Ikke alene investerer amerikanerne (3,3 pct. af BNP) fortsat væsentligt mere i universitetetssektoren end europæerne (1,3 pct. af BNP); de afsætter også væsentligt flere penge pr. student.

I USA er gennemsnitsprisen for en studerende på en videregående uddannelse lidt over 270.000 kr. pr student; i Europa blot 65.000 kr. »Det dobbelte underskud« har naturligvis en direkte effekt på de faciliteter - lige fra laboratorier over biblioteker til idrætsfaciliteter - som universiteter er i stand til at tilbyde deres studerende og forskere.

Sanerings-kø
Hvor amerikanerne og også asiaterne i de senere år har investeret massivt i infrastruktur, har vi i Europa ofte ikke engang været i stand til at vedligeholde de mange bygninger, der blev opført i 1960'erne for at huse den næsten eksplosive stigning i studentertallet.

Et godt eksempel er her vort naboland, hvor ordet »Sanierungsstau« har været et kodeord over sommeren. Flere tyske medier har således særdeles malende beskrevet, hvor grelt det står til. I Regensburg har man været nødsaget til at hænge jerngitre op i undervisningslokalerne for at undgå stenslag - en ordning, man normalt kun kender fra bilkørsel i bjergene!

I Bochum er problemet, at taget er utæt, og universitetets administration har derfor hængt provisoriske tagrender ind i laboratorierne. Og i Køln skal et net redde de studerende fra nedstyrtende lamper. På flere universiteter er tilstanden så håbløs, at man decideret har opgivet at renovere bygningerne. Hamborgs Universitet har således søgt byens senat om et milliardbeløb til at opføre et helt nyt universitet, mens Frankfurt allerede er kommet igennem med et splinternyt »House of Finance« til 1 mia. euro.

Må forske om natten 
Desværre behøver vi ikke at bevæge os til udlandet for at finde lignende skrækhistorier. På Københavns Universitet er undervisningslaboratorierne på Kemisk Institut ikke blevet renoveret siden 1950'erne.

Udluftningen er så dårlig, at det kun er arbejdsmiljømæssigt forsvarligt at have nogle få stinkskabe i funktion samtidig. De studerende må med andre ord stå i kø, når de skal lave videnskabelige forsøg. Forholdene på Fysik er ikke meget bedre:

På grund af vejtrafik ryster de gamle bygninger så meget, at forskerne til tider må arbejde klokken fire om natten for at få deres forsøg til at give resultat. Ikke overraskende var bedømmelsen også ubarmhjertig, da Evalueringsinstituttet offentliggjorde en »benchmarkanalyse« af forholdene på bl.a. KU: Laboratorierne lever ikke op til international standard.

De andre investerer
Bygningerne på KU's sundheds- og naturvidenskabelige fakulteter er generelt i en så kritisk stand, at det ligesom i Hamborg dårligt kan betale sig at ty til lappeløsninger. Da KU for nylig fik Danmarks største forskningsdonation fra Novo Nordisk på næsten 600 mio. kr., måtte hele 125 mio. kr. bruges på at skrælle alle installationer væk, før der kunne etableres et forskningscenter, som kunne huse nyansatte stjerneforskere fra bl.a. Max Planck-institutterne i Tyskland.

Ganske tankevækkende er fakultetet nu i en situation, hvor nybyggeri ganske enkelt er en forudsætning for at blive ved med at kunne tiltrække topforskere udefra.

Da viden og højtuddannet arbejdskraft spiller en større og større rolle for en nations velstand, har flere europæiske lande imidlertid nu set skriften på væggen og investerer massivt i infrastruktur.

ETH i Zürich er således i færd med at opføre en ny Science City med eksperimentelle faciliteter til kemi, biologi og biovidenskab til en samlet anlægssum på ca. 4,2 mia. kr. I Oxford er det den kemiske og biomedicinske forskning, der har fået nye bygninger, mens Karolinska Instituttet har investeret for ca. 5 mia. kr. i bygninger til sundhedsvidenskaberne.

Skal Danmark fortsat kunne fremstå som et attraktivt forsknings- og uddannelsesland, bør vi også sadle om og investere langt mere i infrastruktur. Hvis man slår op i historiebøgerne, vil investeringerne også kunne indfri regeringens målsætning om at sætte en stopper for den danske ørkenvandring ved Nobelprisfesten.

Hver gang den danske stat har foretaget betydelige investeringer i forskningsinfrastrukturen (1880'erne, 1920'erne og 1960'erne), har det nemlig udløst nye nobelpristagere. Og timingen kunne da heller ikke være bedre. Ikke alene står regeringen over for at skulle bruge et betydeligt milliardbeløb inden for globaliseringsmidlerne; Danmark kan i 2013 også invitere resten af verden til det internationale Niels Bohr-år. Og hvad kunne være mere passende end at slå dørene op til bl.a. et nyt Niels Bohr Institut?

Hvis Danmark skal fremstå som et attraktivt forsknings-og uddannelsesland, bør vi sadle om og investere massivt i nybyggeri og forskningsinfrastruktur.

debat@altinget.dk