Få vil møde Videnskabsudvalget

BAGGRUND: Der er færre deputationer i Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi end andre udvalg. Intet problem i det, siger Marianne Jelved (R).

Når en deputation træder ind i lokalet til udvalgsmøde i Folketinget, rejser alle tilstedeværende sig op for at byde "de nye" velkommen. Herefter har deputationen 15 minutter til at fremlægge deres sag og svare på spørgsmål fra udvalgsmedlemmerne.

Denne traditionsbundne gestus og demokratiske grundpille er forekommet 30 gange siden 2003 i Udvalget for Videnskab og Teknologi - til sammenligning har Socialudvalget i samme periode haft 121 deputationer.

Grunden til, at antallet af deputationer overhovedet når op på 30 i perioden, skyldes de mange deputationer fra universitetsverdenen i 2003, der henvendte sig til udvalget på grund af daværende forhandlinger om universitetsreformen.

Deputationerne i perioden har hovedsageligt været it- eller forskningsvirksomheder af forskellig størrelse eller universitetsrelaterede organisationer. Eneste private aktør i deputation for udvalget er Niels E. Skakkebæk (i bunden af siden ses alle deputationer siden 2003).

Adskiller sig fra andre udvalg
Formanden for Udvalget for Videnskab og Teknologi, Marianne Jelved (R), og udvalgssekretær Finn Frandsen påpeger, at alle i princippet kan komme i deputation ved henvendelse. Det anbefales, at deputationen sender skriftligt materiale inden udvalgsmødet, så udvalgsmedlemmerne har mulighed for at være forberedte.

Marianne Jelved påpeger, at Udvalget for Videnskab og Teknologi adskiller sig fra mange andre udvalg i Folketinget:

"Udvalget (for Videnskab og Teknologi, red.) er et meget specielt udvalg og adskiller sig på mange måder fra de andre udvalg, jeg er medlem af - f.eks. Socialudvalget, fordi de beslutninger, der træffes i udvalget, ikke direkte berører den enkelte borger. Derimod er det oftest forskningsorganisationer og virksomheder, der berøres af udvalgets arbejde, og dermed får udvalget en helt speciel karakter," siger Marianne Jelved til Altinget | Forskning & Innovation.

Samtidig pointerer hun, at deputationer oftest forekommer i forbindelse med lovgivning, men at der i udvalget ikke er særligt meget lovgivningsarbejde.

Hellere kvalitet frem for kvantitet
"Fri mig fra den idé om, at jo flere deputationer, der er i et udvalg, jo bedre er det - hellere kvalitet frem for kvantitet," slår Marianne Jelved hurtigt fast.

"Jeg vil næsten sige, at få deputationer kan være et udtryk for, at det går godt. Udvalgene har forskellig rækkevidde, og Udvalget for Videnskab og Teknologi arbejder inden for en kort rækkevidde. Jeg synes ikke på nogen måde, at forskningsverdenen eller andre universiteterne bruger muligheden for deputation for lidt," siger Marianne Jelved.

Samtidig påpeger hun, at de aktører, udvalgets arbejde påvirker, arbejder efter lovgivning, og derfor har de selvfølgelig en gang imellem brug for at vende deres overvejelser med udvalget. F.eks. som da Grundforskningsfonden i år var i deputation for at fortælle, at hvis de ikke fik nye midler, ville de løbe tør inden for en kort tidshorisont.

Flere kommunikationskanaler
Der findes andre og mere uformelle måder at få kontakt til politikerne. F.eks. er det muligt at tage direkte kontakt til udvalgsmedlemmerne og give sin mening tilkende.

"Der er mange forskellige måder at komme igennem til politikerne på. Ud over deputationer er det jo muligt at ringe eller sende en mail til politikerne og f.eks. forsøge at aftale et møde, hvor sagen kan diskuteres videre - så er det op til den enkelte politiker at afgøre, hvad der skal gøres. Som regel er det sådan, at virksomheder, organisationer og privatpersoner arrangerer møder med alle partierne," siger hun.

Ingen af de to kommunikationskanaler er ifølge Marianne Jelved at foretrække. I stedet foreslår hun, at både den formelle og den uformelle kontaktform bruges:

"Jeg ville anbefale folk at bruge begge kommunikationskanaler, for ved deputation er der faktisk den fordel, at alle partierne er samlet - det giver mulighed for at komme bredere ud," pointerer hun til Altinget.dk.

Hun afviser endvidere, at deputationer kun er for dem, der ikke selv formår at skabe uformel kontakt til politikerne.

Login