17 forskere: Udflytning splitter selve universitetsuddannelsernes DNA

Af Nicolai J. Wewer Albrechtsen, Rasmus Bjørk, Peter Dalsgaard, m.fl.
Se faktaboks

27. maj præsenterede regeringen sin plan for udflytningen af uddannelser, hvorunder universiteterne skal flytte 10 procent af deres uddannelsespladser ud af de større byer. Hensigten er at bidrage til egnsudvikling og at sikre nærhed til uddannelse for alle borgere.

Desværre står finansieringsmodellen ikke mål med ambitionsniveauet. Universiteterne skal selv finansiere udrykningen af uddannelserne, hvilket i realiteten pålægger de eksisterende uddannelser store nedskæringer. Samtidig kan den påtænkte finansieringsmodel ikke skaffe de midler, der skal til, for at man kan opbygge nye velfungerende forskningsmiljøer.

Det er en god ambition at styrke uddannelsessystemet og uddannelsesniveauet også uden for de større byer, men hvis det skal blive en succes, og hvis det ikke samtidig skal amputere velfungerende forskningsmiljøer, kræver det, at der følger midler med. Ellers er det højst tvivlsomt, om planen vil føre til nogen uddannelsesmæssig gevinst.

Nærhed vigtigt for innovation
Det mest bekymrende i regeringens planer er, at deres potentielle gennemførsel sætter selve universitetsuddannelsernes DNA – den forskningsbaserede undervisning – på spil. Det betyder, at universiteterne skal tilbyde undervisning inden for de områder, de forsker i, og sikre forskning i de felter, de udbyder uddannelser i.

Dette kræver både dyr forskningsinfrastruktur og et bredt sammensat hold af forskere på tværs af discipliner til at dække uddannelsernes mange forskellige elementer. 

For os forskere er det vigtigt at have tæt kontakt med kolleger. Det er det ikke alene for vores arbejdsglæde, men i høj grad også for kvaliteten af vores forskning, forskningsbaserede undervisning og innovation.

På det amerikanske eliteuniversitet MIT har de for eksempel vist, at kort geografisk afstand mellem forskere er af meget stor betydning for samarbejde og innovation. Det er også vist, at kort afstand mellem lægemiddelindustriens forsknings- og udviklingsafdelinger og deres eksterne partnere, eksempelvis universiteter, er vigtig for innovation og produktudvikling. 

Ingen A- og B-hold
Hvis vi i Danmark ønsker at styrke vores forskningsbaserede uddannelser, skal vi værne om og styrke vores forskningsmiljøer. Derfor er fragmentering den forkerte vej at gå.

Med en udflytning risikerer vi at skabe afkoblede satellitmiljøer, som hverken har den kritiske masse, den ledelsesmæssige opmærksomhed eller den forskningsinfrastruktur, der skal til for at bedrive forskning på højeste internationale niveau. Det danske videnskabelige miljø er internationalt kendt for sit høje niveau, hvilket gør det muligt både at fastholde danske topforskere og tiltrække nye topforskere fra udlandet.

Hvis vi ikke værner om vores eksisterende forskningsmiljøer, risikerer vi forringelser af de forskningsbaserede uddannelser - både i og uden for byerne.

I Danmark har vi brugt tiden, siden sektorforskningsinstitutionerne med Universitetsloven i 2005 blev lagt ind under universiteterne, på at centralisere for at spare lokaleomkostninger, samle infrastruktur og styrke samarbejdet mellem forskningsmiljøerne. 

Uddannelser er blevet lagt sammen og reformeret for at gøre dem rentable og for at sikre de studerendes "employability." Hvis regeringen nu vil vende udviklingen, er det helt afgørende, at der følger tilstrækkelig finansiering med. Ellers risikerer vi, at der skabes A- og B-hold blandt forskere og studerende, idet finansieringsmodellen ikke står mål med ambitionen. Vi opfordrer derfor til, at Uddannelses- og Forskningsministeren enten sikrer tilstrækkelig finansiering eller dropper udflytningsplanen.

debat@altinget.dk