Henrik Dahl: Dybt ubehagelig bog gør eliten til syndebuk

Af Henrik Dahl (LA)
MF, sociolog, forfatter og foredragsholder

Karakter: 1 ud af 6

Findes der nogen organisation eller social gruppering i Danmark, som har den opfattelse, at samfundet er indrettet til dens fulde tilfredshed?

DI mener for eksempel, selskabsskatten er alt for høj. LO mener, der bør investeres meget mere i den offentlige sektor. FDM mener, det går alt for langsomt med at udbygge vejnettet. Jernbane­lobbyen vil have flere tog. Danmarks Naturfredningsforening mener, landbruget har alt for meget at skulle have sagt. Landbruget mener, Danmarks Naturfredningsforening har alt for meget at skulle have sagt. Parcelhusejerne mener, de bliver forfordelt. Det mener den almennyttige sektor også.

Kommunal­politikerne mener, Folketinget blander sig alt for meget i deres arbejde. Folke­tinget mener, kommunerne gør, hvad der passer dem. Regeringen synes, Folke­tinget ofte er lige lovlig fod­slæbende. Folketinget mener, det ofte bliver tromlet af regeringen. Begge parter er ofte enige om, at dommerne burde på læsekursus. Mens Dommerforeningen gang på gang advarer om, at regering og Folketing ikke må kortslutte magtens tredeling.

Og sådan kunne man blive ved: Enhver interesseorganisation kan på stående fod argumentere for, at ud fra medlemmernes enestående vigtighed og betydning for Danmarks gunstige udvikling, burde der fra statens side gøres langt mere for dem. Og det gør de så sandelig også – kan jeg som modtager af endeløse rapporter og deputationer oplyse.

Én elite, der bestemmer alt?
Når jeg indleder anmeldelsen med at se temmelig indgående på, om der findes nogen aktører i det politisk-økonomiske liv, som har grund til at mene, at alting går deres vej, skyldes det, at det mener forfatterne til Tæm Eliten: Andreas Møller Mulvad, Anton Grau Larsen og Christoph Hou­man Ellersgaard. Den hovedtese, de forfægter i bogen, er, at der i samfundet findes et syntetisk subjekt – eliten – der til enhver tid er i stand til at sætte sin vilje igennem over for alle andre.

At der i samfundet skulle findes et syntetisk subjekt, der både vil og kan gennemtrumfe sin vilje, er for det første bevisligt forkert. Der findes ingen interesseorganisationer, der slet og ret kan diktere sine mærkesager til regeringen og Folketinget. Og der findes ingen politiske partier, der kan se mere end en brøk­del af sine mærkesager gjort til virkelighed i den politik, der faktisk føres. Alting i den politiske verden er med andre ord kompromisser og magtbalance (og sådan bør det efter min opfattelse også være).

For det andet er det udtryk for en rendyrket (venstre)populisme at hævde, at det skulle forholde sig således.

På bogens side 18-19 citeres den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller for at definere popul­ismen således: Det er ”dem, som påstår at tale på folkets vegne, at være den sande, autentiske stemme for den brede befolkning, i modsætning til en privilegeret og tiltagende korrupt elite”. Dette er en karakteristik, der passer perfekt på Mulvad, Grau Larsen og Ellersgaard, selvom de gør ihærdige anstrengelser for at få det til at se ud, som om de ikke passer til definitionen.

Fuld af fejl og sløseri
Jeg er ikke i tvivl om, at de tre forfattere er seriøse og arbejder hårdt. Alligevel er der så mange fejl og unøjagtigheder, specielt i den indledende del af bogen, at jeg er nødt til at påtale det.

For det første er forfatterne alt for længe om eksplicit at præcisere, at princippet om repræsen­tativitet gennemsyrer dansk politisk og organisatorisk liv. Vi politikere er naturligvis valgt til at varetage interesser. Men det er stort set alle, der tegner erhvervslivet, fagbevægelsen og uddannelses-/forskningsverdenen også (jeg skriver ”stort set”, fordi en enkelt ansat leder hist og pist også bør tælles med).

Når man ikke klart og helt fra begyndelsen får beskrevet det repræsentative system, går man glip af adskillige pointer. For det første, at for at tegne sine vælgere eller medlemmer skal man gennem en demokratisk-meritokratisk proces (hvor man vælges, fordi man alt i alt anses for at være den bedst kvalificerede). For det andet, at det nok så meget er ens embede, der har magten – ikke én selv personligt, med individuelt cpr-nummer, livshistorie og så videre.

Dertil kommer mængder af sløseri: Danmark er ikke i krise, som det antydes på side 22. Væksten er over to procent, arbejdsløsheden nærmer sig fire procent, og det offentlige forbrug stiger fortsat. Det var ikke en grundlovsændring, der førte til parlamentarismens indførelse i 1901 (side 28). Regeringen trådte ikke tilbage fra besættelsens begyndelse, som det mere end antydes samme sted – det skete først i 1943. Landstinget havde i 1930’erne erkendt sin mangel på demokratisk legitimitet og gik fra 1939 aktivt ind for at ophæve sig selv (side 29).

Uvidenhed om politiske beslutninger
Men værst af alt: Bogen røber overalt en fundamental uvidenhed om, hvordan politiske beslutninger bliver til.

Det skyldes først og fremmest beslutningen om at påstå, at der findes et syntetisk subjekt, der bestemmer næsten alting. For beslutter man at hævde det, kan man selvfølgelig ikke dernæst kaste sig ud i at beskrive den svaghed – til tider næsten magtesløshed – aktørerne i alle demo­kratiets forskellige institutioner meget ofte oplever.

Sandheden er jo, at man efter behag smiler tappert eller anstrengt, når man ikke kommer nogen som helst vegne med at liberalisere hyrevognskørslen eller fjerne samfundsøkonomisk destruktive typer af skat. Ligesom man gør, når man atter engang må konstatere, at domstolene forstår de love, man selv har været med til at vedtage, på en helt anden måde, end Folketingets flertal gør.

Eller ligesom man gør, når det nok engang viser sig, at kommunerne tager det kommunale selv­styre alvorligt, og ikke uden videre synes, det er deres opgave at imødekomme regeringens eller Folketingets ønsker. Eller ligesom man gør, når det igen er lykkedes for en eller anden interesse­organisation at gøre sine hoser grønne hos et parti, der sidder med de afgørende stemmer – så man i realpolitikkens navn bliver nødt til at æde alverdens besynderlige og urimelige ordninger og subsidier, hvor meget de end byder en imod.

Dybt ubehagelig bog
Alt i alt vil jeg sige, at "Tæm eliten" er en dybt ubehagelig bog: På samme måde, som kommunist­erne konstruerede kulakkerne som syndebuk, forsøger Mulvad, Grau Larsen og Ellersgaard at konstruere syndebukken ”eliten”.

Omvendt er bogen samtidig så ukvalificeret, at den ikke skræmmer på samme måde. Men nytteløst tidsspilde er den ligegodt. Med mindre man skal bruge "Tæm eliten" til at undervise i manipulation og uredelighed.

"Tæm eliten" får ét A ud af seks – fordi man ikke kan give den nul.

”Tæm eliten – fra magtelite til borgerdemokrati” Af Anton Grau Larsen, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad, Informations Forlag, 242 sider, er udkommet.

debat@altinget.dk