Lærerstuderende: Det handler om kvalitet i uddannelserne

Af Bob Bohlbro
Formand for Lærerstuderendes Landskreds

I går aftes havde vi 6 gæster. Jeg havde 600 kroner til at lave mad for. I aften skal vi have gæster igen. Der er desværre ingen rester fra i går, da pengene kun lige rakte til to retter. I aften skal vi være 8 i alt, og jeg har nu fået 700 kroner til at lave mad for. Gæsterne hørte om den gode aften i går, men de vil gerne have lidt bedre mad end de andre. Jeg har altså fået flere penge i alt i dag end i går, men der er også højere krav og flere mennesker. Er det mon muligt at lave bedre mad for færre penge per gæst? Og hvad sker der mon i morgen?

Mine middagsgæster minder meget om vores finansiering af uddannelser. Uanset, hvordan pengene kommer ind (taxametersystemet), så har vi et overordnet problem: Staten har i 9 år skåret i beløbet per studerende hvert år. Resultatet er underfinansierede uddannelser, og det kan intet kvalitetsudvalg ændre på.

Fair Finansiering vil hæve kvaliteten
Måden vi finansierer uddannelser på har selvfølgelig også en betydning.

Alt måles i dag i kvantitet - hvor mange gennemfører et modul, en prøve, praktikperiode, eller hele uddannelsen. Det betyder selvfølgelig et højt incitament for at få studerende hurtigere igennem, uden at fokusere på indhold. De fleste er enige i, at taxametersystemet ikke er den bedste måde, men ingen andre har rigtigt turde fremstille et nyt forslag. Det har vi.

Vi, studerende på professionshøjskolerne, mærker hver dag den manglende kvalitet i uddannelserne. Vi er ikke interesseret i bare at få et diplom i hånden og ”bum”, så er vi uddannet. Vi vil have uddannelser på fuld tid med masser af aktiviteter og højt fagligt indhold. Det er kvalitet for os. Derfor lavede vi et konkret forslag til en reform af taxametersystemet, vi kalder det: Fair Finansiering. I det foreslår vi, hvordan man finansierer kvalitet i stedet for kvantitet.

LL efterlyser fremsynethed
Bevares, der er andre halve forslag derude, eksempelvis beskæftigelsestaxameter og faglighedstaxameter. Begge dele reducerer uddannelser til noget, hvor du kan måle en studerendes faglighed, når man kommer ind, og når man kommer ud, ligesom man måler på, om dimittender får et job lige bagefter uddannelsen. Men uddannelser er mere end enkelte fagligheder, og specielt fagligheder, som kan måles nu og her.

Min ven Peter læser til maskintekniker. Alle prognoser viser, at Peters branche er forsvundet om bare 15 år. Der er brug for Peter lige nu, men hvad med om 15 år? Hvad skal Peters uddannelse kunne, og hvilken faglighed skal Peter have, for at han om 15 år stadig kan få et job? Det kan fagligheds- og færdiggørelsestaxameter ikke måle på. De samme udfordringer er for næsten alle andre professioner og jobs - hvordan ser vores verden ud om lidt? Hvad skal en skolelærer kunne i 2030? Hvis vi skaber et finansieringssystem, som kun fokuserer på at få mig til at lære det, som skolerne har brug for i dag, så jeg kan få et job i morgen, så har jeg ingen chance for at arbejde som lærer om 15 år.

Højere investeringer og mere fokus på kvalitet
Det er derfor vigtigt, at vi kan gøre stoffet og aktiviteterne i uddannelsen til mere end blot genstand for vores faglighed, vi skal også gøre uddannelsen til genstand for samfundet: Hvad kan vores uddannelse tilbyde samfundet nu og i fremtiden?

Vi skal ikke finansiere ud fra nuværende omkostninger eller kvalitet i uddannelserne. Vi skal have en vision for vores uddannelser og så betale for at få den kvalitet, vi ønsker. Det kræver højere investeringer og mere fokus på et system, som finansierer kvalitet, fremfor at skabe konkurrence og kvantitet.

debat@altinget.dk