Bonde: Forskningens lukkede kvindekategori

Af Hans Bonde
Professor, dr.phil.

”Jeg er lektor på en afdeling på KU. Instituttet slår så et professorat op lige netop inden for mit felt. Jeg er gruppens ledende forsker med ubestrideligt flest publikationer, studerende, samarbejdsaftaler og større internationale bevillinger. Jeg kontakter så ledelsen lidt undrende over, at jeg ikke havde hørt noget om, hvad det opslag handlede om, og yderst trykkede fortalte de, at stillingen var øremærket en kvinde, så instituttet kunne få udløst en ’professor bonus’ fra dekanatet.”

Således skrev en mand fra Københavns Universitet i anledning af universitetets nye kvindeprogrammer. På Københavns Universitet har man derfor gennem de sidste fem år kørt et kvindeprogram, der sikrede udløsning af millionbelønninger til institutter og fakulteter, der ansatte kvindelige professorer. Det Samfundsvidenskabelige Fakultet gik endog så vidt, at man ulovligt begyndte at ansætte kvindelige lektorer ud fra samme model.

Herefter fulgte Aarhus Universitet trop med en lignende model, der siden inspirerede Ritt Bjerregaard i sin tid som overborgmester til at søge om dispensation fra Ligestillingsloven, så topchefer i Københavns Kommune kunne få en personlig økonomisk bonus, i det omfang de ansatte kvindelige ledere.

Øremærkning diskriminerer
Tendensen med særstøtte til kvinder popper hele tiden op på ny. Netop i disse måneder distribuerer Der Frie Forskningsråd 110 millioner kroner ud til 17 kvindelige forskergruppeledere, der har kunnet søge i et eksklusivt kvindeprogram, i henhold til titlen YDUN (Younger women Devoted to a UNiversity career).

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen har nu nedsat en ”hurtigtarbejdende arbejdsgruppe”, der skal komme med anbefalinger til, hvordan vi kan få flere kvinder til at gøre akademisk karriere. Må jeg anbefale, at der knyttes juridisk ekspertise til dette udvalg? Både den norske og den svenske regering har af EU- og EFTA-domstolen fået lukket deres programmer til øremærkning af professorater til kvinder, fordi de byggede på diskrimination.

De danske forskningsmyndigheder har været mere kreative ved for eksempel at give millionbeløb til institutter og fakulteter, der ansætter kvindelige professorer.  Men hvad er egentlig forskellen på den ulovlige norske og svenske øremærkning og så den danske model, der ligeledes udmunder i, at samtlige midler i eksempelvis YDUN-programmet går til kvinder? Skulle vi ikke lige undersøge den juridiske holdbarhed i den danske praksis, inden EU-domstolen gør det, og inden arbejdsgruppen kommer med nye forslag, der i praksis bygger på øremærkning?

Oplysningens ideal risikerer at briste
Ud fra en feministisk betragtning er det ikke indlysende, at denne samfundsmæssige dobbeltstruktur på længere sigt gavner kvindefrigørelsen. Det sender et signal om, at kvinder er for svage til at indgå i åben konkurrence, hvor alle, også mænd, kan stille op. Kvinder risikerer at blive rubriceret i et B-hold, der kun evner at konkurrere med sig selv.

Hvis kønsrepræsentationen åbner for, at andre særgrupper også skal tildeles repræsentation, splintres oplysningens ideal om, at mennesket optræder først som statsborger og siden med andre særidentiteter såsom arbejdere, transkønnede og muslimer. Samfundet risikerer at blive fragmenteret af særinteresser, hvor gruppers særlige kendetegn opfattes som væsensforskelle, som statsmagten må anerkende i form af særregler. Det moderne samfunds fundamentale principper om fairness, meritokrati og retfærdighed brydes, hvis vi tildeler forskningsmidler og stillinger i en lukket kvindekategori.

debat@altinget.dk