Realdanias nye initiativ skal forebygge ensomhed blandt ældre: "Vi vil benytte det i stor stil"

Realdania lancerer et nyt initiativ, der skal åbne døren for, at ældre kan være mere sammen. Men fonde må ikke erstatte et offentligt sikkerhedsnet, mener Ældre Sagen. ”Man kan ikke fortsætte hjælpen fra civilsamfundet og fonde i al uendelighed," lyder det.

Et nyt initiativ fra én af Danmarks største fonde Realdania skal forebygge ensomhed blandt ældre.
"Ensomhed kan være en naturlig livsledsager, især når man bliver ældre. Vi ved, at godt naboskab og socialt samvær kan bidrage til at modvirke ensomhed og øge livskvalitet," siger Laura Kristine Bjerre Munch, projektchef i Realdania.

Steder vi mødes, som projektet hedder, skal konkret arbejde med, hvordan man skaber mødesteder for ældre mennesker uden for hjemmet. Det kan være alt fra en strikkeklub, læseklub eller noget helt tredje.

I Ældre Sagen forudser underdirektør Lars Linderholm, at man vil benytte de nye samlingspunkter i stor stil.
"En af de helt store udfordringer, som vores lokalafdelinger melder tilbage til os, er, at der mangler steder, hvor man kan gennemføre sociale aktiviteter," siger han.
"Så jeg er meget spændt på, om det konkrete initiativ resulterer i, at der kommer samlingspunkter for ældre."

Login