VU: Eva Kjer skal være spydspids i Venstre

ROKADE: Thomas Banke, landsformand i VU, mener, at Eva Kjer Hansen (V) har gjort det godt. Men der er ikke plads til hende som minister. Fødevareområdet skal under Erhvervsministeriet med ”Don Ø” i spidsen.

VU og KU løftede i Berlingske Tidende i torsdags sløret for deres bud på en større ministerrokade. I den bliver der ikke plads til Eva Kjer Hansen (V), som i stedet skal spille en vigtig rolle i Venstres folketingsgruppe.

Altinget.dk har fået VU's landsformand, Thomas Banke, til at besvare en række spørgsmål om det kontroversielle forslag.

Hvad betyder det, at der ikke er plads til Eva Kjer Hansen på jeres ministerhold?
Eva var faktisk en af dem, som vi var meget kede af ikke var med. Men vi har jo nedlagt hendes ministerium. Eva er fantastisk dygtig og meget undervurderet på den plads, hvor hun sidder i dag. Så det er ikke en kritik af hende. Vi tog hende ikke med som minister, da hun så skulle tilbage i gruppen og finde nogle af de ting frem, som hun tidligere har fremført.

Hvorfor skal Fødevareministeriet nedlægges?
Det skal ind under Erhvervsministeriet, så man kan have et superministerium inden for både erhverv og forbrug. Vi ser egentlig helst, at regeringen slet ikke blander sig så meget, som de tidligere har gjort. Så derfor vil vi gerne lave et superministerium. Og der har vi så en nyskabelse i form af "Don Ø" som erhvervs- og forbrugerminister.

Vil "Don Ø" kunne varetage alle områder i et superministerium - også fødevarer og landbrug?
Det tror jeg godt, at han vil kunne. Landbrugsrådet er jo en stærk lobbyorganisation og kan på sin vis varetage sig selv meget. Hvis man kombinerer det med, at man ikke fra statens side blander sig så meget mere og gør reglerne på landbrugsområdet mere lempelige i forhold til bureaukratiet osv., så tror jeg sådan set, at det vil være en fin kombination.

Hvis Eva Kjer Hansen ikke længere er minister, hvilken rolle skal hun så have?
Det er svært at svare på. Så er man jo inde i sådan noget omkring folketingsgruppens konstituering. Hun skal i hvert fald være en spydspids i Venstres folketingsgruppe. Det er helt sikkert. Jeg er bestemt ked af, at der ikke er plads til hende i vores ministerrokade. Hun har formået at gøre det så godt, hun kan på det område, hun nu engang har siddet med. Det er jo ikke et let område.

Kommer et superministerium inden for erhvervsområdet ikke til at spænde for vidt?
Nej. I Danmark har vi jo et velfærdssamfund, hvor man, fra man starter i vuggestuen, får tilskud til det, man laver. På det sociale område er man derfor nødt til at acceptere, at indtil man får reformeret hele samfundet, så har man tvangsægteskaber med borgerne om, at de får tilskud. Sådan er det ikke på erhvervsområdet. Der skal man mere hjælpe erhvervslivet med at drive erhvervsliv. Det skal man ikke gøre ved at give dem en masse love og en masse regler, som det er tilfældet på social- og indenrigsområdet. Man skal i stedet sørge for, at staten så lidt som muligt blander sig, og så vidt muligt giver de bedste rammer for det at drive erhvervsliv. Det ville være bedst under erhvervsministeriet.

Login