Transfedt - win/win for fødevareindustrien og forbrugerne

FødevareTinget fandt i sidste uge anledning til at skitsere transfedtsyre-sagen som en no win situation for fødevareindustrien. Det afhænger af øjnene, der ser, skriver fødevarekonsulent Dorthe Pedersen, FødevareIndustrien, DI i denne reaktion.

Vi er stolte af vores medlemmers indsats for at fjerne transfedt, og vi opfatter det derfor som useriøst, at Fødevareministeren sår tvivl om industriens klare interesse i at producere sunde fødevarer. Fødevaresundhed og -sikkerhed har højeste prioritet for fødevareindustrien, og derfor vil transfedtet blive udfaset.

Vi har ganske rigtigt bedt ministeriet indføre en bagatelgrænse, således at produkter med et meget lavt fedtindhold blev undtaget fra bekendtgørelsen, og vi har såvel Ernæringsrådets som ministeriets ord for, at det var en mulighed. Alligevel har Ministeren valgt at undlade denne mulighed. Dette understreger, at den danske bekendtgørelse er endt som en politisk regulering af selv ganske små mængder transfedt. Det finder vi beklageligt.

Det er også meget beklageligt, at Fødevareministeriet nu misinformerer forbrugerne. Således kan man på ministeriets hjemmeside læse, at forbrugerne skal undgå hærdet fedt, hvis de vil undgå transfedt. Det er ikke rigtigt. De olier og fedtstoffer, som industrien nu anvender i stor stil, er hærdede fedtstoffer uden transfedtsyrer.

Login