Sohns vækstteam for vand, bio og miljøløsninger klar

VÆKST: Regeringen har nedsat et nyt vækstteam, der skal se på, hvordan man bedst kan styrke vækstvilkårene inden for området. Opgaverne kan minde om Natur- og Landbrugskommissionens, men fødevareminister Mette Gjerskov (S) er ikke bange for, at det vil betyde dobbeltarbejde.

Teamet kommer til at bestå hovedsageligt af en række erhvervsfolk inden for området, og Carsten Bjerg, der er koncernchef i Grundfos, bliver formand for vækstteamet. Målet er, at de skal komme med en række anbefalinger til regeringen i forhold til, hvordan Danmark bedst muligt baner vejen for vækst inden for vand, bio og miljøløsninger.

Ifølge regeringen er vand, bio og miljøløsninger nemlig helt centrale elementer i den grønne omstilling, som skal finde sted i Danmark og resten af verden i de kommende år. Derfor er det vigtigt at sikre de rette vækstvilkår i Danmark for at få det optimale ud af mulighederne inden for vand, bio og miljøløsninger på globalt plan, lyder det i en pressemeddelelse fra regeringen.

"Grøn omstilling er helt essentielt for en forsat udvikling af vores samfund. Danske virksomheder har særlige styrker på dette område, og regeringen ønsker at fastholde og udbygge disse styrker," udtaler erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) i pressemeddelelsen.

Login