Smiley-rapporters synlighed kontrolleres

NOTE: Fødevarestyrelsen gennemfører over de næste to uger en kontrolkampagne for ophængning af kontrolrapporter i butikker og på hjemmesider.

I alle detailvirksomheder skal kontrolrapporterne med smileysymbolerne nu hænge, så forbrugerne kan se og læse dem, inden de går ind.

Forbrugerne skal også kunne finde kontrolrapporterne på et let synligt sted på alle detail- og engrosvirksomhedernes hjemmesider. 

Over de næste to uger gennemfører Fødevarestyrelsen derfor en kontrolkampagne for ophængning af kontrolrapporter i butikker og på hjemmesider.

Synlighedskrav en del af fødevareforlig
Kravene til synlighed er en del af det fødevareforlig, som Folketingets partier indgik i 2007. Reglerne om mere synlig ophængning i butikker og restauranter m.v. trådte i kraft 10. marts 2008, og reglerne om offentliggørelse på hjemmesider trådte i kraft 1. maj 2008.

Fra 10. juni 2008 vil kontrollen sanktionere i de virksomheder, hvor ophængning af kontrolrapporter i butik og på hjemmeside ikke følger reglerne.

Er ophængningen ikke på plads, får virksomheden typisk en indskærpelse og et opfølgende kontrolbesøg, der skal betales for.

Dét betyder, at virksomheden tidligst kan få den nye eftertragtede elitesmiley efter 12 måneder.

Login