Regeringen afsætter millioner til bedre dyrevelfærd
KORT NYT: I kølvandet på torsdagens dokumentar om dyrevelfærd i danske svinestalde, giver regeringen nu 20 millioner kroner til forebyggelse af halekupering og kastrering af svin.
Regeringen poster nu millioner i projekter, der skal forbedre dyrevelfærden i danske svinestalde og samtidig skabe vækst i branchen.
“Projekterne viser, at der er veje til at forene mere dyrevelfærd og vækst i svineproduktionen. Og det er vigtigt både for dyr og mennesker. Miljø, vækst og dyrevelfærd skal nemlig gå hånd i hånd, hvis vi skal klare os i konkurrencen på lang sigt,” siger fødevareminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.
En af projekterne skal ved hjælp af kameraer overvåge svinebesætningerne for at finde årsagerne til halebid i den enkelte besætning og teste mulige løsninger på problemet.