Ingen uvildig undersøgelse af egenkontrollen

Fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) har behandlet kritiske spørgsmål om slagteriernes egenkontrol. Hun er tilfreds med Fødevaredirektoratets kontrol af egenkontrollen og vil ikke igangsætte en ny undersøgelse.

Hos Fødevareudvalgets medlemmer har der været tvivl om kvalteten af slagteriernes egenkontrol. Krav om denne kontrol på slagterierne fremgår af såvel danske som EU-retlige regler. Internationale samhandelspartnere stiller ligeledes krav om, at der foretages egenkontrol:

"Det er det offentliges ansvar at kontrollere egenkontrollen på slagterierne. Et ansvar, som jeg mener, der leves op til," siger fødevareministeren, som i den forbindelse oplyser, at den kontrol af egenkontrol, som foretages af Fødevaredirektoratet, er beskrevet i vejledning om egenkontrol i fødevarevirksomheder.

Vejledningen er både rettet til fødevarevirksomheder og tilsynsførende i fødevareregionerne, således at der er et fælles udgangspunkt for forståelsen af egenkontrolbestemmelserne.

Login