Fortsat bekymring om landdistriktsmidlerne

Den uafklarede situation omkring EU's landdistriktsmidler skaber fortsat bekymring. Økologer mener, dansk eksport er i fare.

Danmark risikerer at miste store eksportindtægter på økologiske landbrugsprodukter, hvis de økologiske landmænd forfordeles i tildelingen af midler fra EU's landdistriktspulje, som forhandles på plads på Christiansborg netop i disse dage.

Advarslen kommer fra udvalget for økologi i brancheforeningen Dansk Landbrug. Organisationen frygter, mange økologiske landmænd med en nedgang i støtte vil omlægge til traditionel produktion, og dermed risikerer dansk landbrug ikke at kunne levere den nødvendige mængde varer til et marked med stadig større efterspørgsel på økologiske produkter.

"Hvis ikke de bliver understøttet med det her sikkerhedsnet, så ved jeg - bare fra mit eget lokalområde - at det simpelthen bliver for usikkert, det her. Det er jo i bund og grund folk, som har stor sympati for den økologiske tankegang, men det almindelige landbrug skriger jo efter jord, og uden et sikkerhedsnet vil mange se sig om efter andre alternativer," siger formanden for Dansk Landbrugs økologiudvalg, Gert Holst Hansen.

Login