Fødevareminister nedsætter muslingeudvalg

På et samråd afslørede fødevareministeren, at hun nedsætter et muslingeudvalg. Socialdemokraternes medlem af Fødevareudvalget, Ole Vagn Christensen, kritiserer ministeren for at have truffet en forkert beslutning om kvoterne.

Hun mener, at der er brug for en samlet vurdering af perspektiverne for dansk muslingeproduktion – både fiskeri og opdræt. Ministeren regner med, at udvalget begynder sit arbejde i næste måned, og at man er kommet så langt i arbejdet, at grundlaget for eventuelle nye regler er nedskrevet, så nye muslingeopdrættere kan producere fra den sæson, der starter i maj næste år.

Det er Socialdemokraternes medlem af Folketingets Fødevareudvalg, Ole Vagn Christensen, der havde kaldt fødevareministeren i samråd, og han sagde efterfølgende, at ministeren ikke havde bidraget med noget som helst:

”Hun tager slet ikke stilling til den egentlige problemstilling, som er, at hun bare har besluttet at give landingsretten til den ekstra mængde østers og muslinger i Limfjorden til de fiskere, som allerede er i området og som har en rigtig god forretning ud af det. Hun vælger altså i en situation, hvor der virkelig er brug for flere arbejdspladser inden for fiskeriet at forhindre nye fiskere i at komme ind på markedet.”

Login