Fødevareminister afsætter millionbeløb til økologiske køkkener

KORT NYT: Fødevareministeren var i går på besøg i Aarhus Kommune, hvor han kunne offentliggøre regeringens beslutning om at afsætte millionbeløb til et økologisk løft af de offentlige køkkener.

Fødevareminister Dan Jørgensen, (S) og Aarhus Kommunes borgmester, Jacob Bundsgaard, (S)  besøgte i går Økologisk Landsforening i Åbyhøj, Aarhus, hvor fødevareministeren offentliggjorde regeringens beslutning om at afsætte 28 millioner til offentlige køkkener for 2014 med henblik på at give disse et økologisk løft. 

"Det er vigtigt, at det offentlige går forrest som et godt eksempel. Regeringen har et meget ambitiøst mål om at fordoble det økologiske areal inden 2020, og derfor er det naturligt for mig, at vi støtter arbejdet med at få flere økologiske grøntsager og bøffer på tallerkenerne i de offentlige køkkener", siger fødevareminister Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.

De 28 millioner skal gå til uddannelse af køkkenmedarbejdere, som skal resultere i reducering af madspild og sundere og mere klimavenlig mad.

Login