Fisk og fugle er fulde af kviksølv

KVIKSØLV: Mængden af kviksølv i det danske vandmiljø er så højt, at det truer dyrelivet i mange søer og kystnære områder, viser en ny rapport fra DMU. Både S og K kræver handling fra miljøministeren.

De nye tal får miljøordfører Mette Gjerskov (S) til at reagere. Hun har nu stillet spørgsmål til miljøminister Karen Ellemann (V) på baggrund af DMU's rapport, som hun kalder "meget alarmerende."

"Det skal alarmere os alle sammen, når EU's miljøkrav bliver overskredet, for vi ved jo godt, at ofte er fællesreglerne på miljøområdet i EU kun den laveste fællesnævner. Vi ved jo også godt alle sammen, at kviksølv på et eller andet tidspunkt ender i mennesker, fordi vi er det sidste led i fødekæden," siger Mette Gjerskov.

Overskridelse af EU's miljøkrav
Koncentrationen af kviksølv og dets forbindelser stiger opad i fødekæden. Særligt højt er indholdet af kviksølv i fugle og pattedyr som skarv, odder og sæler, der lever af fisk. Koncentrationen overskred i flere af de undersøgte områder EU's miljøkvalitetskrav for kviksølv i både fisk og muslinger. Niveauet af kviksølv i fisk og muslinger, der er beregnet til menneskeføde, overstiger dog ikke grænseværdierne, lyder det fra DMU. Det betyder, at man skal spise mange fisk, for at der udgør et større sundhedsproblem.

Login